onsdag den 8. januar 2014

Gulerodssuppe med ingefær og appelsin


Gulerodssuppe med ingefær og appelsin
Til 4 personer

Suppe er en god måde at få mange grønsager på. I alverdens storbyer skyder suppebarer op i gadebilledet, og herhjemme er suppen også ved at få en renæssance.

Ingredienser: 
 

2 spsk olivenolie
1 tsk revet, frisk ingefær
Fintrevet skal af en halv appelsin
2 fed hakket hvidløg
Gerne chili, spidskommen og/eller fennikelfrø
125 g selleri i tern
4 gulerødder i tern
1,2 l god grønsagsbouillon/vand

Tilbehør:
Groft brød

Fremgangsmåde:

Lun olivenolie i en gryde. Tilsæt ingefær, appelsinskal, hvidløg og krydderier og sauter det ca. 1 minut. Kom selleri og gulerødder i og sauter det 1 minut. Tilsæt bouillonen/vandet og kog det i ca. 5 minutter. Blend suppen og smag til med salt og peber. Servér med et godt, groft brød.

Tips:
En blender er en god investering, hvis man ofte laver purerede supper eller vil lave cremede supper uden at bruge store mængder smør, fløde og æg. Fyld kun blenderen halvt op. Blend længe, så suppen bliver ekstra cremet. Har du en stavblender, tager du så meget suppe fra som muligt, så bliver grønsagerne hurtigere pureret. I foodprocessoren blender du kun grønsagerne og hæld dem tilbage i suppen.
Det kan godt betale sig at lave en stor portion bouillon og fryse den ned i mindre portioner. Bruger du færdig bouillon, så vælg en bouillon, hvor der ikke er brugt smagsforstærker (oftest er bouillon uden smagsforstærker i pulverform). Bouillonterninger og -pulver er ofte meget salt. Brug lidt mindre bouillon og suppler med en suppevist af f.eks. porretop, persillestilke, timian og et laurbærblad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar