Forspiring er forspring, og mange frø kræver forspiring. Derfor
er det en god ide at starte med forspiring af frø indendørs i potter i
vindueskarmen eller i havestuen.
Har du pladsen og lysten, kan du både spare
mange penge og få en masse spændende planter ved at forspire selv.
Her
får du fem nyttige tips og generelle råd om, hvordan du får succes med
forspiring.
Forspiring - Læs først på frøposerne
Læs altid bag på frøposerne for at se,
om de frø, du har købt, stiller særlige krav til spiringen i forhold til
kulde/varme og lys/mørke. Står der ikke noget, betyder det, at frøene skal
spire under almindelige forhold, det vil sige stuetemperatur og ganske let
tildækket.
Forspiring - Brug den rette jord
Brug altid en så- og priklejord, som
kun er svagt gødet og fin i strukturen, så den falder godt ned omkring frøene.
Almindelig pottemuld indeholder for meget gødning, som kan hæmme spiringen, men
også tage livet af de små sarte spirer, fordi deres rødder svides. Almindelig
havejord indeholder mange ukrudtsfrø og svampesporer, som igen både kan hæmme
væksten og tage livet af planterne.
Forspiring - Vand, inden du sår
Når du har fyldt jord i dine
kasser/potter og trykket den ganske let til, skal den vandes omhyggeligt, inden
du sår dine frø. Sæt et brusehoved på vandkanden, det gør det nemmere at
fordele vandet. Er jorden tør, kan det kræve mange overbrusninger, inden den er
vandet ordentligt op.
Forspiring - Såning af små og store frø
Forspriring af store frø som
ærteblomst, tragtsnerle eller tallerkensmækker egner sig bedst til at så i
potter, så de ikke skal deles og prikles senere, mens de mindre frø, som er
svære at så enkeltvis, er nemmere at bredså i kasser for senere prikling. Nogle
frø er så bittesmå, for eksempel tobak, Nicotiana, og løvemund, Antirrhinum
majus, at det næsten kan være umuligt at fordele dem jævnt over såfladen. Her
er det en fordel at blande frøene med fint tørt sand, så du får en større
mængde at fordele.
Forspiring - Dæk frøene
Når frøene er fordelt på jorden, skal
de dækkes. En god tommelfingerregel ved forspiring er, at frøene ikke skal
dækkes med et tykkere lag, end de selv fylder. Du kan dække med såjorden, bruge
hvidt sand (altså sand uden ler) eller bruge det materiale, der hedder
”vermiculite” (ligner lidt poppede ris). Tryk jorddækket let til over frøene,
så de får god kontakt med såjorden. Vand til sidst det hele forsigtigt til.
Har du fulgt disse fem trin til forspiring, kan du kan se frem
til et spirende forår!