Nicolas Klumme

Kender du "helikopterfinten"? Altså ikke den der, du ved, hvor mændene underholder med bukserne nede. Det troede jeg nemlig selv, det var, da en ven nævnte den forleden. Nej "helikopterfinten" er den, hvor vi svæver hen over vores børn, og er klar til at dykke ned for at undgå en ulykke. Jeg synes, det er en super god metafor. Og nu vil jeg gerne fortælle om en situation eller faktisk en del situationer fra vores familieliv i sidste uge.

Lørdag eftermiddag fik Aske, vores søn på 15 måneder sin finger i klemme i en dør så voldsomt, at det yderste led næsten røg af. Han kom på skadestuen og blev syet. Fem timer efter at han blev syet, optog jeg en video af ham og hans søster Alfa (5 år), hvor de laver rullefald og vilde stunts på gulvtæppet. Han var altså ikke videre mærket af sin ulykke.

Søndag ved frokosttid begyndte det at bløde igennem forbindingen, eftersom han konstant væltede og klaskede sine hænder ned i gulvet. Vi tog en tur på skadestuen igen, og fik skiftet forbinding. Der begyndte jeg at tænke på, hvad vi mon skulle stille op for at holde en gut på den alder i ro. Jeg kom ikke frem til et svar.

Mandag fik knægten lagt dræn i begge ører.

Tirsdag var vi på skadestuen igen, og fik skiftet forbindingen. Da vi kom hjem i gården, ville jeg stille hans barnevogn på plads, og skulle lige flytte en lille barnecykel. Da jeg svingede cyklen rundt bag mig, kunne jeg mærke et bump. Jeg vendte mig om, og så lille Aske slå en baglæns kolbøtte og et rullefald (godt han havde øvet sig) ned af stentrappen til skralderummet. Han fik heldigvis ikke så meget som et blåt mærke eller en hudafskrabning. Jeg aner ikke, hvordan han har kunnet komme hen og stille sig bag mig på de sekunder.

Onsdag så jeg ham stille sig op i en gå-vogn og vugge/vippe frem og tilbage, indtil den selvfølgelig skred bagud, og han faldt forover, to centimeter fra et sofabordhjørne hos nogle venner.

Fredag på skadestuen (skulle lige skifte forbindingen igen) væltede han en stol i venteværelset ned over sig selv, og fik den i hovedet.

Så tog hele familien i sommerhus, og da jeg skulle have et døgn fri alene hjemme i lejligheden, besluttede jeg mig for at tage toget hjem. Jeg har altid nappet bilen hvis muligt, men jeg tænkte, at det nok var bedst, at min mand havde bilen, så han kunne komme på skadestuen med Aske, hvis der skulle ske noget.

Som afslutning på historien vil jeg nævne en MMS, jeg fik af min mand med overskriften "jeg syntes, han trængte til en bule" og et billede af Aske med en ordentlig bule i panden. Han var vist faldet i legehuset og havde slået hovedet ned i en kant.

Er vi dårlige forældre? Nej, langt fra. Og vi har fundet ud af, at det ikke kan lade sig gøre at lave helikopterfinten hele tiden alligevel.

Har jeg en dum søn? Nej, eller det tror jeg i hvert fald ikke.

Nicolas klumme

Din hjælp gør det svært for dit barn

Sidst da jeg holdt foredrag, var der en journalist fra voresbørn.dk til stede. Hun var kommet som helt almindelig mor, og var blevet så inspireret eller så skræmt, at hun næste dag ringede til mig for at høre, om hun måtte interviewe mig til en artikel.

Den artikel gav hun den fængende overskrift, som jeg har valgt at bruge som overskrift for denne måneds klumme. Det viser sig siden, at artiklen har floreret i 24timer, eb.dk, dr.dk og endda på tryk i Søndagsavisen i visse regioner.

Det er jo fantastisk! Jo flere forældre jeg kan viderebringe mit budskab om, at børn kan selv, hvis de får lov, jo flere selvhjulpne, selvstændige børn kommer der ud af det. Hvis forældrene vælger at gøre noget, vel at mærke. Artiklen handler i bund og grund om følgende:

Vi er som forældre sjældent i tvivl, når vores barn gerne vil prøve noget selv. Det kan være at kravle op på en stol, selv tage strømper på osv. Desværre er vi lidt for ofte nødt til at tage over og "hjælpe" eller gøre det for barnet pga. tidsmangel eller lignende.

Når vi vælger at overse barnets signaler, giver vi faktisk udtryk for, at det her er barnet ikke dygtig nok til, og at det går meget hurtigere, hvis vi gør det. Og det gør vi gang på gang på gang...

Det er rigtig ærgerligt, for netop på det tidspunkt hvor barnet viser os, at det har lyst, er netop der, hvor det er rigtig motiveret og har sit fokus. Hvis vi kunne finde ud af at tage os tid på de rette tidspunkter, ville det gå rigtig stærkt for barnet at lære det nye.

Så mit råd denne gang er, når du opdager, at du er lige ved at hjælpe dit barn så find ud af

· om barnet har bedt om hjælp
· om du har tid til at lade barnet prøve selv
· hvad er det værste der kan ske, hvis du ikke tager over
· hvad det mon betyder for barnet, når det selv har klaret det

Det er ofte meget lidt, der skal til, for at et barn lærer, det som det sætter sig for.

Nicolas klumme

Nu skal vi altså hjem...

I dag fik jeg dette spørgsmål stillet af en anden mor ovre i institutionen: "Så du er blevet støttepædagog her for noget tid, eller hvad?"

Så grinede jeg og svarede, at jeg såmænd bare havde taget både støvler og jakke af, fordi jeg altid bliver så sur og utålmodig, når jeg bliver varm.

Det gik nemlig op for mig forleden, at jeg af en eller anden uforklarlig grund har så travlt med at komme hjem med børnene. Den dag havde jeg stået ved lågen ved børnehaven og kaldt på mine børn. Nu skulle de altså se at komme, så vi kunne komme hjem.

Og da vi kom hjem og havde over en time, før vi skulle starte på aftensmaden, sad jeg og kedede mig og vidste ikke hvordan, jeg skulle underholde mine børn. Der spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg mon havde så travlt med at komme hjem? Jeg havde ikke alene skyndet på dem; jeg havde også forstyrret en rigtig god leg, de havde fundet på ude på legepladsen. Mine børn var frivilligt ude i sneen i det rigtige tøj og de legede sammen.

Siden den dag, har jeg taget overtøjet af og bare hængt ud med ungerne i institutionen. De er alligevel sjældent færdige med at lege, når jeg kommer. Og samtidig elsker de at dele noget af deres hverdag med mig. Og ja, det kan godt trække ud, og vi lukker efterhånden institutionen sammen med pædagogerne. Men det kan kraftigt anbefales, for når vi så endelig er hjemme, har de fået opfyldt deres behov for opmærksomhed fra mig, og der er ro og fred i hjemmet under madlavningen.

Nicolas klumme

Nu tager vi tøj på!

Hvis du er lige så smart som jeg, sætter du dit barn i gang med at tage overtøjet på, 10 minutter før I skal ud af døren. For at være sikker på, at I når det til tiden.

Men hvor smart er det egentlig? Jeg ender alligevel altid med at sige til min datter på 5, at ”NU MÅ DU ALTSÅ SE AT KOMME I GANG!”

Og dagligt kan jeg blive irriteret over, at det er de samme ting, jeg siger hver evig eneste dag, og hvorfor har hun ikke snart lært, at hun skal have jakke/flyverdragt på HVER DAG!?

Det forløber gerne som følger:
Når morgenmaden er slut, siger jeg: ”Så skat, vil du være sød at tage overtøj på nu?” Samtidig løfter jeg den lille op fra stolen og bærer ham ud i køkkenet for at vaske hans hænder. På tilbagevejen fra køkkenet forventer jeg at møde min datter i fuld gang. Men hun er ikke til at få øje på. Jeg finder hende i gang med noget ifølge hende selv meget vigtigt på hendes værelse. Så siger jeg: ”Jeg vil gerne have at du begynder at tage overtøjet på nu”.

Jeg bærer resten ud fra morgenbordet, rydder lidt op i køkkenet, og går forbi en tom gang. Min datter er altså stadig ikke i gang.

Så hæver jeg stemmen en smule: ”Vil du godt være sød at komme i gang, det ender med vi alle sammen kommer for sent”. Smutter så ud og sætter en vask over.

Til sidst nærmest råber jeg: ”Ved du hvad, nu begynder jeg at blive lidt irriteret! Det er det samme hver dag, hvornår lærer du det? Kom så i gang!”

Mens jeg tænker: Hvor svært kan det være?

Det skal jeg sige dig.
Det er meget svært for min datter at forstå, at hun skal tage tøj på med det samme, når hun samtidig ser mig rydde det sidste af morgenbordet, skifte den lille, sætte en vask over og rydde lidt op. Uanset at jeg bliver mere og mere utålmodig over at se, at hun ikke engang er nået til at sætte sig ned og bare starte med at tage et-eller-andet på.

Det siges at når vi taler med et andet menneske, fylder indholdet af det vi siger 7%, måden vi siger det på 38%, og kropssproget 55%.

”A-ha” tænkte jeg, da jeg hørte det. Og besluttede mig for først at bede hende tage overtøjet på, når jeg selv var klar.

Og hvad skete der?
De dage jeg husker at bruge denne nye og meget mere logiske teknik, ender hun med at sidde fuldt påklædt på gulvet foran døren og vente på, at jeg bliver færdig. Og det gode er, at fordi jeg ikke skynder og skælder på hende, får vi nu også husket tandbørstningen. Og vi kan uden konflikter forlade de hjemlige gemakker.

Ny skribent hos Phistermedister

NYHED - ny skribent hos Phistermedister i 2010
Nicola Mørk Hagen, foredragsholder og statsautoriseret coach fra Mind Navigation vil igennem året komme med gode tip og ideer til hvordan du hjælper dit barn i jeres hverdag.

Men vi giver dig ligeledes en enestående chance for, at komme til et af Nicolas foredrag den 10. februar 2010 fra. 19.00 til 21.30 til en specialpris af 100.- kr. per deltager.

Har du børn i alderen 0-6 år så kom!
- Hør hvordan du kan styrke dit barns selvværd
- Find ud af hvordan du kan støtte dit barns motoriske udvikling i jeres hverdag.
- Lær hvad selvhjulpenhed egentlig er.

Hvis ikke du selv har børn i den alder, kender du måske nogen der har, og som ville have godt at komme til foredraget. Foredraget bliver afholdt på Frederiksberg.

Tilmelding sker her >>