torsdag den 28. maj 2009

Strik & Støt


Dette er din mulighed for at få ryddet op i gemmerne, hjælpe andre og måske endda lære dine børn eller børnebørn at strikke. En hyggeaften med veninderne til snak og strik eller blot til hygge i sofaen alene. Alle klude er velkomne og uden kulde ville der jo ej kunne blive udviklet en Strik & Støt Kollektion.

Vi takker for de allerede indsendte klude og garnnøgler, de første jakker er nu ved at være færdige og vil blive præsenteret på vores stand på udstillingen "Mit hjem er mit slot". På standen kan der ligeledes afleveres klude og garnnøgler - vi glæder os til at se dig :)

Læs mere om vores projekt her >>

torsdag den 21. maj 2009

Mors dag - 10 maj.


Mors dag er dagen, hvor mor forkæles lidt ud over det sædvanlige. Det kan være lige fra dejlig morgenmad på sengen, få lov at sove længe, få smukke mark blomster, et ekstra langt kram, en fantastisk flot tegning eller et hjemmelavet lys. Husk at det er tanken der tæller :)

Mors dag

Mors dag afholdes i Danmark den anden søndag i maj. Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var tanken at dagen også skulle være en dag for fred.

Anna Jarvis (1864-1948) fik udbredt kendskabet til dagen, i første omgang for at ære sin egen mor Anna. Moderen Anna Marie Reeves Jarvis arbejdede bl.a. for at forbedre de sanitære forhold og mindske børnedødeligheden, men efterhånden også for generelt at ære alle mødres arbejde. Hun fik indført at dagen skulle afholdes den første søndag i maj og skikken bredte sig hurtigt. Dagen er blevet holdt i hævd som en officiel helligdag i USA siden 1914.

Historie
Før Julia Ward Howe opfandt mors dag i USA fandtes der en gammel tradition i England med en lidt anden udgave af mors dag. Siden 1600-tallet har børn og unge hver fjerde søndag i fasten traditionelt fået fri fra tjenestestedet for at besøge deres mor. Dagen blev kaldt Mothering Sunday. I Nordengland og Skotland blev dagen kaldt Carling Sunday, da en speciel slags pandekager (carlings) normalt blev serveret. Andre traditionelle lækkerier blev serveret andre steder i landet på dagen - f.eks. en plumkage med rosiner og frugt eller sød og krydret hvedegrød kogt på sødmælk.

Mothering Sunday var dog ved langsomt at dø ud, da dagen blev genoplivet med inspiration fra den nye amerikanske tradition. Dagens afholdes stadig den fjerde søndag i fasten, men kaldes nu Mothers Day.

Anna Jarvis forsøgte at introducere den hvide nellike som symbol på mors dag. Nelliken skulle symbolisere mødrenes dyder: renhed, trofasthed, ærbarhed, barmhjertighed, kærlighed og skønhed. Ideen blev videreudviklet, så folk med levende mødre bar røde nelliker, mens folk, hvis mødre var døde bar hvide nelliker. Traditionen var ikke tiltænkt at være kommerciel, men da nelliken blev symbol på mors dag fik blomsterhandlende en fremtrædende rolle i traditionen omkring mors dag.

Mors dag i Danmark
Mors dag kom til Danmark i 1929 med rigsdagsbetjent Christian Svenningsen (1896 - 1979). Han havde kæmpet som soldat i USA's hær under 1. verdenskrig og hørte da om den nye tradition fra soldaterkammeraterne. Han bragte ideen til Danmark og krydrede traditionen med sin egen ide til arrangementer indenfor foreningen De Allieredes Danske Vaabenfæller til pengeindsamling til fordel for krigsenker og mødre, der havde mistet en søn. Senere gik pengene til Mødrehjælpen.

Ud over blomsterhandlendes udbud af mors dag-buketter og kort produceres der i Danmark også hos porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl, i nu mere end 40 år, mors dag-platter beregnet til samlere.

   

torsdag den 14. maj 2009

Skønne Bogstaver


Vi lancerede bogstaverne for et år siden og det siden været utroligt sjovt at se hvor kreative vores kunder er. Alle aldre har købt bogstaverne, lige fra barnets navn i dåbsgave, kærestepars initialer, sjove ord til køkkenhylden, velkomsthilsen i entreen, familiens initialer til kontoret, som hygge i mormors fortryllende børnehjørne... ja mulighederne er mange.

Igen har vi fået fyldt hylderne op med de dekorative bogstaver fra Design Ideas, der ikke bare pynter på ungernes værelser, men også gør stavning til en sand leg.

se alle bogstaver her >>

torsdag den 7. maj 2009

Morgen smoothie



fortryllende morgen smoothies - energibomber

Banan smoothie
nok til 2 personer

2 modne bananer
200 ml fedtfattig yoghurt naturel
125 ml skummemælk
½ tsk. vaniljeessens

Kom banan, yoghurt, mælk og vaniljeessens i blenderen og lad den køre, til blandingen er jævn. Skal serveres og nydes med det samme.

En skøn opkvikker
nok til 4 personer

400 gram friske grape og appelsinstykker
4 spsk. citronsaft
3 spsk. lime saft
425 ml kold appelsinsaft

Kom alle ingredienserne i blenderen og blend til blandingen er jævn og lækker. Hæld op i kolde glas og server med det samme

Bærsmoothie
nok til 2 personer

175 gram blåbær
150 ml tranebærsaft
150 ml yoghurt naturel
evt. klar honning

Kom blåbær og tranebærsaft i en blender og lad den køre 1-2 minutter, til blandingen er jævn. Tilsæt yoghurten og blend det hurtigt sammen. Smag til med honning efter behov, hvis du ønsker din smoothie sødere. Blend kort igen, til ingredienserne er godt sammen blandet. Hæld den skønne drik op i afkølede glas med sugerør og server - nam nam

Vandmelon smoothie
nok til 2 personer

1 stykke vandmelon ca. 600 gram
2 små bananer
225 ml kokoscreme

Fjerne kernerne fra vandmelonen og smid dem ud. Skær derefter kødet fri af skallen og skær det i små stykker. Skræl bananerne og skær ligeledes disse ud. Kom alle ingredienserne i blenderen og lad den køre til hele blandingen er fin jævn og lækker, hæld op i kolde glas og server med det samme - nam nam

Mandel smoothie
nok til 3-4 personer

125 gram smuttede mandler
600 ml laktosefri mælk
2 modne bananer
1 tsk vaniljeessens
stødt kanel til pynt

Kom mandler i en blender og lad den kære til de er meget finthakkede. Tilsæt mælk, bananer og vaniljeessens og blend til blandingen er jævn og lækker cremet. Hæld op i kolde glas, drys med lidt kanel og server med det samme.

Frugthave smoothie
nok til 2 personer

1 moden pære
1 æble
2 store mørke blommer
4 modne svesker
200 ml vand

Start med at skrælle pære og æble og fjerne kernehus og skær dem i både som halveres. Udsten og halver blommerne og sveskerne. Kom vand, pære, æble, blommer og svesker i en gryde. Læg låg på, bring langsom blandingen i kog. Frugternes korte kogning blødgør blot smagen og lader sveskernes og blommernes farve trænge ind i æblerne og pærerne. Sluk for varmen og lad blandingen køle langsomt af. Sæt den til køling et koldt sted. Hæld frugtblandingen med vand op i en blender og lad den køre, til det er jævnt og lækkert. Hæld op i kolde glas og ser den smukke smoothie med det samme.

velbekomme