fredag den 27. februar 2015

Godnathistorie - Den lille Idas blomster


Original tekst af HC Andersen

Mine stakkels blomster er ganske døde!” sagde den lille Ida. “De var så smukke i aftes, og nu hænger alle bladene visne! Hvorfor gør de det?” spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun så meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sådanne morsomme billeder: hjerter med små madammer i, der dansede; blomster og store slotte, hvor dørene kunne lukkes op; det var en lystig student! “Hvorfor ser blomsterne så dårlige ud i dag?” spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var ganske vissen.

“Ja ved du, hvad de fejler!” sagde studenten. “Blomsterne har været på bal i nat, og derfor hænger de med hovedet!”

“Men blomsterne kan jo ikke danse!” sagde den lille Ida.

“Jo,” sagde studenten, “når det bliver mørkt og vi andre sover, så springer de lystigt omkring; næsten hver evige nat har de bal!”

“Kan der ingen børn komme med på det bal?”

“Jo,” sagde studenten, “småbitte gåseurter og liljekonvaller!”

“Hvor danser de pæneste blomster,” spurgte lille Ida. “Har du ikke tit været ude af porten ved det store slot, hvor kongen bor om sommeren, hvor den dejlige have er med de mange blomster? Du har jo set svanerne, der svømmer hen til dig, når du vil give dem brødkrummer. Derude er rigtigt bal, kan du tro!”

“Jeg var der ude i haven i går med min moder!” sagde Ida, “men alle bladene var af træerne, og der var slet ingen blomster mere! hvor er de? I sommer så jeg så mange!”

“De er inde på slottet!” sagde studenten. “Du må vide, at lige så snart kongen og alle hoffolkene flytter herind til byen, så løber blomsterne straks fra haven op på slottet og er lystige. Det skulle du se! De to allersmukkeste roser sætter sig på tronen, og så er de konge og dronning. Alle de røde hanekamme stiller sig op ved siden, og står og bukker, de er kammerjunkere. Så kommer alle de nydeligste blomster, og så er der stort bal, de blå violer forestiller små søkadetter, de danser med hyacinter og krokus, som de kalder frøkener! Tulipanerne og de store gule liljer, det er gamle fruer, de passer på, at der bliver danset net, og at det går pænt til!”

“Men,” spurgte lille Ida, “er der ingen, som gør blomsterne noget, fordi de danser på kongens slot?”

“Der er ingen, som rigtigt ved af det!” sagde studenten, “sommetider, om natten, kommer rigtignok den gamle slotsforvalter, der skal passe på der ude, han har et stort knippe nøgler med sig, men så snart blomsterne hører nøglerne rasle, så bliver de ganske stille, skjuler sig bag ved de lange gardiner og stikker hovedet frem. ‘Jeg kan lugte, her er nogle blomster inde,’ siger den gamle slotsforvalter, men han kan ikke se dem.”

“Det er morsomt!” sagde den lille Ida og klappede i hænderne. “Men kunne jeg heller ikke se blomsterne?”

“Jo,” sagde studenten, “husk bare på, når du kommer der ud igen, at kigge ind af vinduet, så ser du dem nok. Det gjorde jeg i dag, der lå en lang gul påskelilje i sofaen og strakte sig, det var en hofdame!”

“Kan også blomsterne i den botaniske have komme der ud? Kan de komme den lange vej?”

“Ja, det kan du tro!” sagde studenten, “for når de vil, så kan de flyve. Har du ikke nok set de smukke sommerfugle, de røde, gule og hvide, de ser næsten ud som blomster, det har de også været, de er sprunget af stilken højt op i luften, og har da slået med bladene, ligesom de var små vinger, og så fløj de; og da de førte sig godt op, fik de lov at flyve om også ved dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille på stilken, og så blev bladene til sidst til virkelige vinger. Det har du jo selv set! Det kan ellers gerne være, at blomsterne inde i den botaniske have aldrig har været ude på kongens slot, eller ved, at der er så lystigt der om natten. Nu skal jeg derfor sige dig noget! så vil han blive så forbavset, den botaniske professor, der bor ved siden af, Du kender ham jo nok? Når du kommer ind i hans have, skal du fortælle én af blomsterne, at der er stort bal ude på slottet, så siger den det igen til alle de andre, og da flyver de af sted; kommer da professoren ud i haven, så er der ikke en eneste blomst, og han kan slet ikke forstå, hvor de er henne.”

“Men hvor kan blomsten fortælle det til de andre? Blomsterne kan jo ikke tale!”

“Nej, det kan de rigtignok ikke!” svarede studenten; “men så gør de pantomime! Har du ikke nok set, at når det blæser lidt, så nikker blomsterne, og bevæger alle de grønne blade, det er lige så tydeligt, som om de talte!”

“Kan professoren da forstå pantomime?” spurgte Ida.

“Ja, det kan du tro! Han kom en morgen ned i sin have og så en stor brændenælde stå at gøre pantomine med bladene til en dejlig rød nellike; den sagde, du er så nydelig og jeg holder så meget af dig! men sådan noget kan professoren nu slet ikke lide, og slog straks brændenælden over bladene, for de er dens fingre, men så brændte han sig, og fra den tid tør han aldrig røre ved en brændenælde.”

“Det var morsomt!” sagde den lille Ida og lo.

“Er det at bilde barnet sådan noget ind!” sagde den kedelige kancelliråd, der var kommen i visit og sad i sofaen; han kunne slet ikke lide studenten og gnavede alle tider, når han så ham klippe de løjerlige, morsomme billeder: snart en mand, der hang i en galge og holdt et hjerte i hånden, for han var en hjertetyv, snart en gammel heks, der red på en kost og havde sin mand på næsen; det kunne kancelliråden ikke lide, og så sagde han, ligesom nu, “er det noget, at bilde barnet ind! det er den dumme fantasi!”

Men den lille Ida syntes dog, det var så morsomt, hvad studenten fortalte om hendes blomster, og hun tænkte så meget derpå. Blomsterne hang med hovedet, fordi de var trætte af at danse hele natten, de var bestemt syge. Så gik hun med dem hen til alt sit andet legetøj, der stod på et pænt lille bord, og hele skuffen var fuld af stads. I dukkesengen lå hendes dukke, Sophie, og sov, men den lille Ida sagde til hende: “Du må virkelig stå op, Sophie, og tage til takke med at ligge i skuffen i nat, de stakkels blomster er syge, og så må de ligge i din seng, måske de da bliver raske!” og så tog hun dukken op, men den så så tvær ud og sagde ikke et eneste ord, for den var vred, fordi den ikke måtte beholde sin seng.

Så lagde Ida blomsterne i dukkesengen, trak det lille tæppe helt op om dem og sagde, nu skulle de ligge smukt stille, så ville hun koge tevand til dem, at de kunne blive raske og komme op i morgen, og hun trak gardinerne tæt om den lille seng, for at solen ikke skulle skinne dem i øjnene.

Hele aftnen igennem kunne hun ikke lade være at tænke på, hvad studenten havde fortalt hende, og da hun nu selv skulle i seng, måtte hun først hen bag gardinerne, der hang ned for vinduerne, hvor hendes moders dejlige blomster stod, både hyacinter og tulipaner, og så hviskede hun ganske sagte: Jeg ved nok, I skal på bal i nat! men blomsterne lod, som om de ingenting forstod og rørte ikke et blad, men lille Ida vidste nok, hvad hun vidste.

Da hun var kommet i seng, lå hun længe og tænkte på, hvor nydeligt det kunne være at se de dejlige blomster danse derude på kongens slot. “Mon mine blomster virkelig har været med?” Men så faldt hun i søvn. Ud på natten vågnede hun igen, hun havde drømt om blomsterne og studenten, som kancelliråden skændte på og sagde ville bilde hende noget ind. Der var ganske stille i sovekammeret, hvor Ida lå; natlampen brændte henne på bordet, og hendes fader og moder sov.

“Mon mine blomster nu ligger i Sophies seng?” sagde hun ved sig selv, “hvor jeg dog gerne ville vide det!” Hun rejste sig lidt og så hen til døren, der stod halv på klem, derinde lå blomsterne og alt hendes legetøj. Hun lyttede efter, og da var det ligesom om hun hørte, at der blev spillet på klaver inde i stuen, men ganske sagte, og så nydeligt, som hun aldrig før havde hørt det.

“Nu danser vist alle blomsterne derinde!” sagde hun, “oh Gud, hvor jeg dog gerne ville se det!” men hun turde ikke stå op, for så vækkede hun sin fader og moder. “Bare de dog ville komme herind,” sagde hun; men blomsterne kom ikke og musikken vedblev at spille så nydeligt, da kunne hun slet ikke lade være, for det var alt for dejligt, hun krøb ud af sin lille seng og gik ganske sagte hen til døren og kiggede ind i stuen. Nej, hvor det var morsomt, hvad hun fik at se!

Der var slet ingen natlampe derinde, men alligevel ganske lyst, månen skinnede gennem vinduet midt ind på gulvet! det var næsten ligesom det kunne være dag. Alle hyacinterne og tulipanerne stod i to lange rækker på gulvet, der var slet ingen flere i vinduet, dér stod tomme potter, nede på gulvet dansede alle blomsterne så nydeligt rundt om hinanden, gjorde ordentlig kæde og holdt hverandre i de lange grønne blade, når de svingede rundt. Men henne ved klaveret sad en stor gul lilje, som lille Ida bestemt havde set i sommer, for hun huskede godt, studenten havde sagt: “Nej, hvor den ligner frøken Line!” men da lo de alle sammen af ham; men nu syntes virkelig Ida også, at den lange gule blomst lignede frøkenen, og den bar sig også ligesådan ad med at spille, snart lagde den sit aflange gule ansigt paa den ene side, snart på den anden, og nikkede takten til den dejlige musik! Slet ingen mærkede den lille Ida. Nu så hun en stor blå krokus hoppe midt op på bordet, hvor legetøjet stod, gå lige hen til dukkesengen og trække gardinerne til side, der lå de syge blomster, men de rejste sig straks op og nikkede ned til de andre at de også ville med at danse. Den gamle røgmand, som underlæben var brækket af, stod op og bukkede for de pæne blomster, de så slet ikke syge ud, de hoppede ned mellem de andre og var så fornøjede.

Det var ligesom om noget faldt ned af bordet, Ida så derhen, det var fastelavnsriset, der sprang ned, det syntes også, at det hørte med til blomsterne. Det var også meget nydeligt, og oveni sad en lille voksdukke, der havde just sådan en bred hat på hovedet, som den kancelliråden gik med. Fastelavnsriset hoppede på sine tre røde træben midt ind imellem blomsterne, og trampede ganske stærkt, for det dansede mazurka, og den dans kunne de andre blomster ikke, fordi de var så lette og kunne ikke trampe.

Voksdukken på fastelavnsriset blev lige med ét stor og lang, snurrede sig rundt oven over papirsblomsterne og råbte ganske højt: “Er det at bilde barnet sådan noget ind! det er den dumme fantasi!” og så lignede voksdukken ganske akkurat kancelliråden med den brede hat, så lige så gul og gnaven ud, men papirsblomsterne slog ham om de tynde ben, og så krøb han sammen igen og blev en lille bitte voksdukke. Det var så morsomt at se! den lille Ida kunne ikke lade være at le. Fastelavnsriset blev ved at danse, og kancelliråden måtte danse med, det hjalp ikke, enten han gjorde sig stor og lang eller blev den lille gule voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre blomster for ham, især de, der havde ligget i dukkesengen, og så lod fastelavnsriset være. I det samme bankede det ganske stærkt inde i skuffen, hvor Idas dukke, Sophie, lå ved så meget andet legetøj; røgmanden løb hen til kanten af bordet, lagde sig langs ud på sin mave og fik skuffen en lille smule trukket ud. Der rejste Sophie sig op, og så ganske forundret rundt omkring. “Her er nok bal!” sagde hun; “hvorfor er der ingen, der har sagt mig det!”

“Vil du danse med mig?” sagde røgmanden.

“Jo, du er en pæn én at danse med!” sagde hun og vendte ham ryggen. Så satte hun sig på skuffen og tænkte, at nok en af blomsterne ville komme at engagere hende, men der kom ingen, så hostede hun, hm, hm, hm! men alligevel kom der ikke én. Røgmanden dansede så ganske alene, og det var ikke så dårligt!

Da nu ingen af blomsterne syntes at se Sophie, lod hun sig dumpe fra skuffen lige ned på gulvet, så det gav en stor alarm; alle blomsterne kom også løbende hen rundt omkring hende og spurgte, om hun ikke havde slået sig, og de var alle så nydelige imod hende, især blomsterne, der havde ligget hendes seng; men hun havde slet ikke slået sig, og alle Idas blomster sagde tak for den dejlige seng og holdt så meget af hende, tog hende midt hen på gulvet hvor månen skinnede, dansede med hende, og alle de andre blomster gjorde en kreds udenom; nu var Sophie fornøjet! og hun sagde, de måtte gerne beholde hendes seng, hun brød sig slet ikke om at ligge i skuffen.

Men blomsterne sagde: “Du skal have så mange tak, men vi kan ikke leve så længe! i morgen er vi ganske døde; men sig til den lille Ida, at hun skal begrave os ude i haven, hvor kanariefuglen ligger, så vokser vi op igen til sommer og blive meget smukkere!”

“Nej, I må ikke dø!” sagde Sophie, og så kyssede hun blomsterne; i det samme gik salsdøren op, og en hel mængde dejlige blomster kom dansende ind, Ida kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det var bestemt alle blomsterne ude fra kongens slot. Allerforrest gik to dejlige roser, og de havde små guldkroner på, det var en konge og en dronning, så kom de nydeligste levkøjer og nelliker og de hilste til alle sider. De havde musik med, store valmuer og pæoner blæste i ærtebælge så de var ganske røde i hovedet. De blå klokker og de små hvide sommergækker klingede, ligesom de havde bjælder på. Det var en morsom musik. Så kom der så mange andre blomster, og de dansede alle sammen, de blå violer og de røde bellis, gåseurterne og liljekonvallerne. Og alle blomsterne kyssede hinanden, det var nydeligt at se!

Til sidst sagde blomsterne hinanden god nat, saa listede også den lille Ida sig hen i sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde set.

Da hun næste morgen kom op, gik hun gesvindt hen til det lille bord, for at se om blomsterne var der endnu, hun trak gardinet til side fra den lille seng, ja, der lå de alle sammen, men de var ganske visne, meget mere end i går. Sophie lå i skuffen, hvor hun havde lagt hende, hun så meget søvnig ud.

“Kan du huske, hvad du skulle sige til mig,” sagde den lille Ida, men Sophie så ganske dum ud og sagde ikke et eneste ord. “Du er slet ikke god,” sagde Ida, “og de dansede dog alle sammen med dig.” Så tog hun en lille papirsæske, der var tegnet nydelige fugle på, den lukkede hun op og lagde de døde blomster i den. “Det skal være eders nydelige ligkiste,” sagde hun, “og når siden de norske fætre kommer herhen, så skal de være med at begrave eder ude i haven, at I til sommer kan vokse op og blive endnu meget smukkere.!”

De norske fætre var to raske drenge, de hed Jonas og Adolph; deres fader havde foræret dem to nye flitsbuer, og disse havde de med at vise Ida. Hun fortalte dem om de stakkels blomster, der var døde, og så fik de lov at begrave dem. Begge drengene gik foran med flitsbuerne på skulderen, og den lille Ida bagefter med de døde blomster i den nydelige æske; ude i haven blev gravet en lille grav; Ida kyssede først blomsterne, satte dem så med æsken ned i jorden, og Adolph og Jonas skød med flitsbuer over graven, for de havde ingen geværer eller kanoner.


Godnat og sov godt

torsdag den 26. februar 2015

En smuk historie - på en næsten forårsdag


Denne helt vidunderlige torsdag får en til at længes efter det smukke forår... noget forår titter allerede frem, derfor vil vi gerne dele denne søde historie med jer <3 

Det var sidst på vinteren. Tre blomster, en krokus, en vintergæk og en erantis havde allerede arbejdet sig op igennem den hårde jord.

Erantissen og vintergækken stod tæt ved en lærke hæk og glæde, de sig over at være til. Erantissen var ikke så lidt stolt over sin gule blomst, som næsten lignede en kongekrone på en grøn pude, og vintergækken var ikke mindre stolt over sine hvide klokker, som lyste op ved hækken.

Et stykke derfra, ovre ved husmuren, stod en krokus. Den var både violet og hvid, og også den var godt tilfreds med sine farver. Alle tre blomster kunne se hinanden og beundre hinanden. Imellem dem var der et par jordknolde, hvorfra der kom nogle grønne spirer.

“Hvad er det for spirer, som er skudt op her?” sagde vintergækken til krokussen. “Jeg ved det ikke”, svarede krokussen, “men de plejer aldrig at blive til noget særligt. Nu har jeg været fremme hvert eneste forår og aldrig set dem blive til mere.”

“Tænk ikke på det!” sagde erantissen, “de er jo kun grønne. Nej, se på mig, jeg er både grøn og gul.”

“Ak!” sagde gråspurven, der pludselig blandede sig. Den sad på et lunt sted i lærke hækken og kunne overse hele haven.

“Jeg synes nu, du mangler noget, erantis. Du mangler overblik. Du kan ikke udtrykke dig så sikkert, når du er så lille og kun er fremme en kort tid. I øvrigt skal du ikke kritisere de grønne spirer på jordknoldene. De er begyndelsen til en blomst, som vil blive meget større end både du og de andre.”

“Hvad siger du?” sagde krokussen og blandede sig i samtalen. “De underlige spirer der, er det noget særligt?”

“Vent og se!” svarede gråspurven kvikt tilbage. “Jeg har set mere af haven end dig. Når du og de andre er visnet hen, og I ikke mere kan holde jer oprejst, da er de sære grønne blade blevet til den herligste blomst, smukkere end nogen anden, ja, jeg synes den smukkeste.”

De tre blomster svarede slet ikke, for de troede ikke på gråspurven, og så var de også blevet fornærmede, og det svækkede synet.

Mange dage gik hen. Erantissen havde mistet sine gule blade og talte ikke så meget længere. Vintergækkens stængler var faldet sammen og lå ynkeligt hen over jorden med et par underlige knopper på den yderste stængel. Et haglvejr havde slået den til jorden, og den havde ikke kræfter til at rejse sig.

Krokussens blade var for længst borte. Tilbage var kun en krans af grønne stilke, så den havde ikke mere at prale af. Dens kronblade lå på jorden som et par tilfældige malerklatter.

“Nu skal I se!” sagde gråspurven glad til de tavse og afblegede blomster, “nu folder den sig ud”.

Solens stråler nåede jordknoldene og på toppen af stilkene var den smukkeste blomst, som skinnede om kap med solen. De andre blomster måtte give gråspurven ret. De kunne med deres svage øjne lige skimte den høje og herlige blomst.

Flot så det ud, men blomsten pralede ikke, den lyste blot op i haven.
Længe stod den der.

Det var som om blomsten ville bringe bud om noget stort og godt. Det var påskeliljen, og det navn fik den, fordi dens trompetformede blomst syntes at udsende nyt håb til en besynderlig verden, et håb om tilgivelse og opstandelse :-)

mandag den 16. februar 2015

Kinesisk nytår

Forårsfesten begynder - Hestens år er forbi, og det nye gedens år fejres.

Kinesiske nytårstraditioner;

Små røde pakker
Første dag i det nye år bruges, ifølge gamle skikke, på at besøge familie, venner og naboer for at aflevere små gaver. Typisk er det små skåle med frugt, der udveksles, men til børn og ugifte giver man små røde pakker med penge. Målet er at lægge gammelt nag bag sig og starte på en frisk i det nye år. Af andre ritualer gælder, at man hverken må feje, støvsuge eller vaske håret. Man skulle jo nødig vaske det nye års lykkebringende ånder ud med badevandet.


Rig gris eller lykkelig and
Men mellem de mange ritualer er der naturligvis også plads til fest og farver. Nytåret er kinesernes vigtigste festival og fejres med mad, drikke, dragedans og trommemusik, der strækker sig over flere dage. Maden er symbolsk, så hvad der serveres på tallerken, er langt fra ligegyldigt eller supermarkedets slagtilbud. Er der svinekød på menuen, er det med håb om rigdom, mens and sender signaler om lykke, og fisk om et langt liv.


Man fejer ikke gulvet den dag, det nye år starter. For at feje støv fra gulvet over dørtrinet ville symbolisere, at man fejer familien ud af huset. Man vasker heller ikke hår, for så skyller man al lykke og velfærd væk.

Nytåret varer ikke kun en enkelt dag og nat, men hele 15 dage.
Det ligger på forskellige tidspunkter hvert år, da kineserne følger månekalenderen, men det starter altid mellem midten af januar og midten af februar.


Under nytåret samles familien for at være sammen og for at vise respekt for de afdøde familiemedlemmer. Det er dem, der har skabt grundlaget for familiens lykke og velfærd. Så de levende arrangerer en festbanket - en weilu - hvor de afdødes ånder også bliver inviteret med, og hvor man sammen ønsker hinanden et godt nytår.

Al maden er symbolsk:

Stegte ris sammen, svinekød viser, at man har det godt og betyder rigdom., andesteg signalerer lykke, fisk betyder et langt liv og dumpling (en slags fyldte dejboller) symboliserer en lykkelig familie.


Den  kinesisk nytårs kage, Nian Gao, bliver forberedt flere dage i forvejen, og jo højere den er, jo bedre bliver det følgende år. Nian Gao er en af de ældste fødevarer i Kina. I 1974 opdagede historikere i provinsen Zhejiang nogle hvede fossile der viser at Nian Gao blev lavet for syv tusinde år siden.


Husene bliver dekoreret med små digte om lykke og med Narcissus-planter, for det betyder held, hvis de blomstrer under nytåret.

Det gamle år bliver sendt af sted, og det nye år bliver budt velkommen med fyrværkeri, og alle døre og vinduer skal stå åbne, så det gamle år kan smutte ud. Der er mange andre traditioner og ritualer forbundet med nytår. F.eks. skal man sørge for at betale sin gæld inden, for i gamle dage havde dem, man skyldte penge, lov til at opkræve dem under nytåret, og hvis man ikke betalte, hængte kreditorerne en rød lampe op foran ens dør. I dag holder kreditorerne fri sammen med deres familier nytårsaften, men traditionen med de røde lanterner er til gengæld blevet et flot symbol på kinesisk nytår, fra Chinatown i San Francisco over landsbyen i Henan til Den Himmelske Freds Plads i Beijing.


Eller måske stammer traditionen fra konkubinernes skik med at hænge en rød lanterne ud. Kun den konkubine, der havde besøg af manden den pågældende nat, satte en tændt lanterne foran sit hus.

Man græder heller ikke nytårsaften, for det betyder, at man kommer til at græde hele året. Derfor bliver ulydige børn heller ikke skældt ud den dag, for tænk, hvis de begyndte at græde. Til gengæld bliver de opfordret til at opføre sig pænt, for den opførsel, man udviser på årets første dag, er symbolsk for resten af året.

Rød er lykkens farve, så alle har noget rødt tøj på. Børn og ugifte får desuden en rød kuvert med lidt kontanter i. Beløbet er ikke så vigtigt, og derfor er det også uhøfligt at åbne kuverterne med det samme, men tanken tæller.


I de følgende dage besøger familier templer, naboer og slægtninge for at ønske godt nytår. En udbredt gave er skåle med frugt, f.eks. appelsiner eller pomelo. Antallet kan variere, men der er aldrig fire, for fire på kinesisk minder om ordet død, "si", så enhver hentydning til fire/død bliver undgået.


Nytåret er også en periode med optog med lanterner og med forrygende dragedanse akkompagneret af trommemusik.

Det kinesiske nytår er også forbundet med kinesisk astrologi.
Her skifter stjernetegnene, som er 12 forskellige dyr, en gang om året, og ikke som i vores system en gang om måneden.
Hvert år er desuden knyttet til et element, vand, ild, jord, luft eller metal, og det kan godt være det samme flere år i træk. I år er det vand, og vand er noget, der tilpasser sig den form, det er i.

Mange ritualer er i dag ved at ændre sig, og noget tro bliver betragtet som overtro, men langt de fleste kinesere tror stadig, at et menneskes egenskaber i høj grad afhænger af, i hvilket år det er født: "Dyret, der gemmer sig i dit hjerte…," siger kineserne


Det er nok just præcis derfor jeg har firmaet Phistermedister - der laver fjol og hygge til børn og deres forældre - da jeg er født i abens år ;-) 

Gong He Xin Xi

PS.  Betyder på kinesisk, fred, rigdom og lykke. Et kinesisk udtryk for de bedste ønsker om held og lykke fremover 

lørdag den 14. februar 2015

Valentinsdag


Sct. Valentin opfattes almindeligvis som skytshelgen for ikke mindst kærestefolk. Èn beretning om ham - fra 1493 - fortæller, at han var en kristen præst i Rom på Claudius den Andens tid. Valentin blev arresteret, da han trodsede kejserens forbud mod at vie soldater, der ikke måtte gifte sig - en god soldat var én uden kone og børn. 

Mens han ventede på henrettelsen, helbredte han fangevogterens blinde datter, så hun blev seende igen. Det var til hende, at Valentin kort inden henrettelsen - den 14. februar 269 efter Kristus fødsel - skrev en sødmefuld hilsen underskrevet med de berømte ord "Din Valentin". Derfor står der "Din Valentin" og "Min Valentin" på de røde hjertekort. Og derfor er det netop romantikken og kærligheden, der fejres på Valentins Dag. Men det er først ti dage senere - på skuddag den 24. februar - pigerne må fri!

Men husk - at kysse er ganske gratis - så vær ikke "fedtet" med kyssene på Valentins dag. Og du kan jo også nøjes med at sende et læbestiftkys i et brev eller bage en valentins småkage :)

onsdag den 4. februar 2015

International kræft dag


I dag er det den internationale kræft dag. Phistermedister vil gerne være med til at sætte fokus på denne dag - og den vigtige sag. Vi fortsætter vores perlehygge - så du kan købe vores rørperle fingerringe til en speciel pris á 50.- kr. ( normalpris 99.- kr. ) på vores webshop

Hjælp os med at kunne hjælpe andre – så vi kan bidrage med en stor pose penge. Vi fortsætter med, at lave fingerringe - også hele vinterferien.

Indbetales ordren via mobilepay på 26800833 betaler vi portoen på forsendelsen :-)

mandag den 2. februar 2015

Kyndelmisse


I dag er det Kyndelmissedag - efter det latinske Misa candelarum - messe for lyset - til minde om Marias ren­selse. I den romersk-katolske kirke bliver kirkelysene indviet på denne dag.

De kloge de siger: Synger lærken før kyndelmisse, varer vinteren længe. Skinner solen ved kyndelmisse, varer vinteren til midt i april. Gråvejr eller sne og uvejr lover tidligt forår. Mild kyndelmisse lover kold påske.

Kyndelmisse blev i gamle dage betragtet som vinterens højdepunkt og årets koldeste tid. Her på Frederiksberg må vi sige at det er noget af en grå - og kold Kyndelmissedag... og det sner weeiii så foråret skulle komme tidligt :-) 

Og jeg har bestemt ikke hørt lærken synge :-) 

søndag den 1. februar 2015

Abeskøn søndag


Vi havde noget af en perlefest i går, tusinde tak til alle som støttede os Humørikonet heart Alle perlerne er ikke blevet pakket væk endnu - så vi har haft en abeskøn søndag - perledesign med inspiration fra Kay Bojesen skønne træabe :-)