søndag den 7. marts 2010

Nicolas klumme




Din hjælp gør det svært for dit barn

Sidst da jeg holdt foredrag, var der en journalist fra voresbørn.dk til stede. Hun var kommet som helt almindelig mor, og var blevet så inspireret eller så skræmt, at hun næste dag ringede til mig for at høre, om hun måtte interviewe mig til en artikel.

Den artikel gav hun den fængende overskrift, som jeg har valgt at bruge som overskrift for denne måneds klumme. Det viser sig siden, at artiklen har floreret i 24timer, eb.dk, dr.dk og endda på tryk i Søndagsavisen i visse regioner.

Det er jo fantastisk! Jo flere forældre jeg kan viderebringe mit budskab om, at børn kan selv, hvis de får lov, jo flere selvhjulpne, selvstændige børn kommer der ud af det. Hvis forældrene vælger at gøre noget, vel at mærke. Artiklen handler i bund og grund om følgende:

Vi er som forældre sjældent i tvivl, når vores barn gerne vil prøve noget selv. Det kan være at kravle op på en stol, selv tage strømper på osv. Desværre er vi lidt for ofte nødt til at tage over og "hjælpe" eller gøre det for barnet pga. tidsmangel eller lignende.

Når vi vælger at overse barnets signaler, giver vi faktisk udtryk for, at det her er barnet ikke dygtig nok til, og at det går meget hurtigere, hvis vi gør det. Og det gør vi gang på gang på gang...

Det er rigtig ærgerligt, for netop på det tidspunkt hvor barnet viser os, at det har lyst, er netop der, hvor det er rigtig motiveret og har sit fokus. Hvis vi kunne finde ud af at tage os tid på de rette tidspunkter, ville det gå rigtig stærkt for barnet at lære det nye.

Så mit råd denne gang er, når du opdager, at du er lige ved at hjælpe dit barn så find ud af

· om barnet har bedt om hjælp
· om du har tid til at lade barnet prøve selv
· hvad er det værste der kan ske, hvis du ikke tager over
· hvad det mon betyder for barnet, når det selv har klaret det

Det er ofte meget lidt, der skal til, for at et barn lærer, det som det sætter sig for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar