Kender du "helikopterfinten"? Altså ikke den der, du ved, hvor mændene underholder med bukserne nede. Det troede jeg nemlig selv, det var, da en ven nævnte den forleden. Nej "helikopterfinten" er den, hvor vi svæver hen over vores børn, og er klar til at dykke ned for at undgå en ulykke. Jeg synes, det er en super god metafor. Og nu vil jeg gerne fortælle om en situation eller faktisk en del situationer fra vores familieliv i sidste uge.
Lørdag eftermiddag fik Aske, vores søn på 15 måneder sin finger i klemme i en dør så voldsomt, at det yderste led næsten røg af. Han kom på skadestuen og blev syet. Fem timer efter at han blev syet, optog jeg en video af ham og hans søster Alfa (5 år), hvor de laver rullefald og vilde stunts på gulvtæppet. Han var altså ikke videre mærket af sin ulykke.
Søndag ved frokosttid begyndte det at bløde igennem forbindingen, eftersom han konstant væltede og klaskede sine hænder ned i gulvet. Vi tog en tur på skadestuen igen, og fik skiftet forbinding. Der begyndte jeg at tænke på, hvad vi mon skulle stille op for at holde en gut på den alder i ro. Jeg kom ikke frem til et svar.
Mandag fik knægten lagt dræn i begge ører.
Tirsdag var vi på skadestuen igen, og fik skiftet forbindingen. Da vi kom hjem i gården, ville jeg stille hans barnevogn på plads, og skulle lige flytte en lille barnecykel. Da jeg svingede cyklen rundt bag mig, kunne jeg mærke et bump. Jeg vendte mig om, og så lille Aske slå en baglæns kolbøtte og et rullefald (godt han havde øvet sig) ned af stentrappen til skralderummet. Han fik heldigvis ikke så meget som et blåt mærke eller en hudafskrabning. Jeg aner ikke, hvordan han har kunnet komme hen og stille sig bag mig på de sekunder.
Onsdag så jeg ham stille sig op i en gå-vogn og vugge/vippe frem og tilbage, indtil den selvfølgelig skred bagud, og han faldt forover, to centimeter fra et sofabordhjørne hos nogle venner.
Fredag på skadestuen (skulle lige skifte forbindingen igen) væltede han en stol i venteværelset ned over sig selv, og fik den i hovedet.
Så tog hele familien i sommerhus, og da jeg skulle have et døgn fri alene hjemme i lejligheden, besluttede jeg mig for at tage toget hjem. Jeg har altid nappet bilen hvis muligt, men jeg tænkte, at det nok var bedst, at min mand havde bilen, så han kunne komme på skadestuen med Aske, hvis der skulle ske noget.
Som afslutning på historien vil jeg nævne en MMS, jeg fik af min mand med overskriften "jeg syntes, han trængte til en bule" og et billede af Aske med en ordentlig bule i panden. Han var vist faldet i legehuset og havde slået hovedet ned i en kant.
Er vi dårlige forældre? Nej, langt fra. Og vi har fundet ud af, at det ikke kan lade sig gøre at lave helikopterfinten hele tiden alligevel.
Har jeg en dum søn? Nej, eller det tror jeg i hvert fald ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar