tirsdag den 7. juni 2016

Domino DIY


Sommeren bliver næsten ikke hyggeligere - rørperler der kan samle familien i skyggen både når spillet skal laves og når der skal spilles igen og igen...og igen - for hvem elsker ikke domino spil?

Specielt efter en dag på stranden, eller til hygge i skyggen evt. på stranden med saft og lækker vandmelon. Du finder her både spilleregler samt oversigt over fordeling af brikker med antal øjne på hver brik - så du er klar til at gå i gang med det samme - det er blot at samle familien omkring perlerne.



Produktion af brikker
Du skal lave 28 brikker med øjne fordelt som ovenstående. Du kan lave dine prikker i de farver som du synes er pænest. Men husk at lyse farver kan være svære at se i andre lysefarver. Og det er jo træls at sidde med en brik man kan bruge, men man ej kan se prikkerne / hvilke øjne ens brikker har. 

Vi har brugt sommerfarver, men er du ej til farver kan du blot nøjes med at bruge sort og hvid. Brikkerne vi har lavet måler 5 x 15 brikker. Når du har lavet alle dine brikker skal de stryges. Giv dem et ekstra tryk med strygejernet, så perlerne smelter godt sammen, så bliver de mere stabile og holder til mange spil.

Hele familien kan være med - selv de helt yngste. Hvis f.eks. de helt små kan spille sammen med mor, far eller morfar - så man hjælper hinanden når man ej lige kan huske hvordan spillet lige er - eller man er så lille at det kan være svært at tælle :-)

Man kan spille 2 til 4 spiller - og selvfølgelig i alt 8 hvis man spiller 2 og 2 :-)

Fordeling af brikker
Alle dominobrikkerne lægges på bordet - man vælger sine briller med lukkede øjne - da man jo på bagsiden kan se prikkerne på brikkerne. Hvis der er 2 spillere tager hver spiller 7 dominobrikker, hvis der er 3 eller 4 spillere tager hver 5 dominobrikker. De resterende dominobrikker lægges på midten af bordet. Spillernes egne dominobrikker “hånden” placeres, gemt bag sin arm, så modspillerne ikke kan se brikkerne. 





Sådan spiller du domino
For at starte spillet skal den spiller, som har den højeste dobbeltbrik lægge den ud på bordet. Så går turen videre til næste spiller - i urets retning. For at finde frem til den som har den højeste dobbeltbrik, spørger en tilfældig spiller de andre spillere: Er der nogen som har en dobbelt 6? Hvis en spiller har det, må han/hun lægge brikken ud på bordet. Hvis ingen af spilerne har en dobbelt 6, fortsætter den samme spiller med at spørge hele vejen ned til dobbelt 0. Hvis der slet ikke er nogen som har en dobbeltbrik, blandes alle brikkerne igen og spillerne tager nye brikker og starter forfra.

Men man kan også blot lade den yngste spiller starte :-)



Brikkerne lægges som en lang kæde på bordet. Når en spiller har tur, tager han/hun en dominobrik fra sin ”hånd” / bag armen med samme antal prikker som den dominobrik, der ligger for enden af kæden på bordet. Spilleren forlænger nu kæden med denne brik.

Dobbelte dominobrikker lægges altid på tværs af kæden. Da der altid er to åbne ender på kæden, hvor en ny dominobrik kan placeres, skal de to åbne ender på en dobbeltbrik placeres på tværs af kæden.

Hvis en spiller ikke kan lægge en dominobrik til kæden, må han/hun trække en ny dominobrik fra bunken indtil han/hun finder en der passer. Hvis der ikke er flere brikker tilbage på bordet, må han/hun melde pas og vente til næste gang det bliver hans/hendes tur.



Hvordan slutter spillet?
Spillet slutter, når en spiller har lagt sin sidste dominobrik. Han/hun scorer point alt efter, hvor mange prikker der er på de andre spilleres tilbageværende brikker. Spillet slutter også, når alle spillere fortløbende har meldt pas. I dette tilfælde er det spilleren med mindst antal prikker på sine tilbageværende brikker, der scorer point.

Rigtig god fornøjelse - og må den bedste spiller vinde ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar