Femte historie: Den lille røverpigeDe kørte gennem den mørke skov, men kareten skinnede som et blus, det skar røverne i øjnene, det kunne de ikke tåle.
”Det er guld! Det er guld!” råbte de, styrtede frem, tog fat i hestene, slog de små jockeyer, kusken og tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af vognen.
”Hun er fed, hun er nydelig, hun er fedet med nøddekerne!” sagde den gamle røverkælling, der havde langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over øjnene. ”Det er så godt som et lille fedelam! Nå, hvor skal hun smage!” og så trak hun sin blanke kniv ud og den skinnede, så at det var grueligt.
”Av!” sagde kællingen lige i det samme, hun blev bidt i øret af sin egen lille datter, der hang på hendes ryg og var så vild og uvorn, så det var en lyst. ”Din lede unge!” sagde moderen og fik ikke tid til at slagte Gerda.
”Hun skal lege med mig!” sagde den lille røverpige. ”Hun skal give mig sin muffe, sin smukke kjole, sove hos mig i min seng!” og så bed hun igen, så røverkællingen sprang i vejret og drejede sig rundt, og alle røverne lo og sagde: ”Se, hvor hun danser med sin unge!”.
”Jeg vil ind i kareten!” sagde den lille røverpige og hun måtte og ville have sin vilje, for hun var så forkælet og så stiv. Hun og Gerda sad ind i den, og så kørte de over stub og tjørn dybere ind i skoven. Den lille røverpige var så stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i huden; øjnene var ganske sorte, de så næsten bedrøvede ud. Hun tog den lille Gerda om livet og sagde: ”De skal ikke slagte dig, så længe jeg ikke bliver vred på dig! Du er sagtens en prinsesse?”.
”Nej,” sagde Gerda og fortalte hende alt, hvad hun havde oplevet, og hvor meget hun holdt af lille Kay.
Røverpigen så ganske alvorlig på hende, nikkede lidt med hovedet og sagde: ”De skal ikke slagte dig, selv om jeg endogså bliver vred på dig, så skal jeg nok selv gøre det!” og så tørrede hun Gerdas øjne og puttede så begge sine hænder ind i den smukke muffe, der var så blød og så varm.
Nu holdt kareten stille; de var midt inde i gården af et røverslot; det var revnet fra øverst til nederst, ravne og krager fløj ud af de åbne huller, og de store bulbidere, der hver så ud til at kunne sluge et menneske, sprang højt i vejret, men de gøede ikke, for det var forbudt.
I den store, gamle, sodede sal brændte midt på stengulvet en stor ild; røgen trak hen under loftet og måtte selv se at finde ud; en stor bryggerkedel kogte med suppe, og harer og kaniner vendtes på spid.
”Du skal sove i nat med mig her hos alle mine smådyr!” sagde røverpigen. De fik at spise og drikke og gik så hen i et hjørne, hvor der lå halm og tæpper. Ovenover sad på lægter og pinde næsten hundrede duer, der alle syntes at sove, men drejede sig lidt, da småpigerne kom.
”Det er alle sammen mine!” sagde den lille røverpige og greb rask fat i en af de nærmeste, holdt den ved benene og rystede den, så at den slog med vingerne. ”Kys den!” råbte hun og baskede Gerda med den i ansigtet. ”Der sidder skovkanaljerne!” blev hun ved og viste bag en mængde tremmer, der var slået for et hul i muren højt oppe. ”Det er skovkanaljer, de to! De flyver straks væk, har man dem ikke rigtigt låset; og her står min gamle kæreste bæ!” og hun trak ved hornet et rensdyr, der havde en blank kobberring om halsen og var bundet. ”Ham må vi også have i klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige aften kilder jeg ham på halsen med min skarpe kniv, det er han så bange for!” og den lille pige trak en lang kniv ud af en sprække i muren og lod den glide over rensdyrets hals; det stakkels dyr slog ud med benene, og røverpigen lo og trak så Gerda med ned i sengen.
”Vil du have kniven med, når du skal sove?” spurgte Gerda og så lidt bange til den.
”Jeg sover altid med kniv!” sagde den lille røverpige. ”Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden.” Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov, så man kunne høre det; men Gerda kunne slet ikke lukke sine øjne, hun vidste ikke, om hun skulle leve eller dø. Røverne sad rundt om ilden, sang og drak, og røverkællingen slog kolbøtter. O! det var ganske grueligt for den lille pige at se på.
Da sagde skovduerne: ”Kurre, kurre! Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i snedronningens vogn, der fòr lavt hen over skoven, da vi lå i rede; hun blæste på os unger, og alle døde de uden vi to; kurre! Kurre!”
”Hvad siger I deroppe?” råbte Gerda, ”hvor rejste snedronningen hen? Ved I noget derom?”
”Hun rejste sagtens til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken.”
”Der er is og sne, der er velsignet og godt!” sagde rensdyret; ”der springer man frit om i de store skinnende dale! Der har snedronningen sit sommertelt, men hendes faste slot er oppe på Nordpolen, på den ø, som kaldes Spitsbergen!”
”O Kay, lille Kay!” sukkede Gerda.
”Nu skal du ligge stille!” sagde røverpigen, ”ellers får du kniven op i maven!”.
Om morgenen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og den lille røverpige så ganske alvorlig ud, men nikkede med hovedet og sagde: ”Det er det samme! Det er det samme. – Ved du, hvor Lapland er?” spurgte hun rensdyret.
”Hvem skulle bedre vide det end jeg” sagde dyret, og øjnene spillede i hovedet på det. ”Der er jeg født og båret, der har jeg sprunget på snemarken!”.
”Hør!” sagde røverpigen til Gerda, ”du ser, at alle vore mandfolk er borte, men mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad morgenstunden drikker hun af den store flaske og tager sig så en lille lur ovenpå; - så skal jeg gøre noget for dig!" Nu sprang hun ud af sengen, for hen om halsen på moderen, trak hende i mundskægget og sagde: "Min egen søde gedebuk, god morgen!” Og moderen knipsede hende under næsen, så den blev rød og blå, men det var alt sammen af bare kærlighed.
Da så moderen havde drukket af sin flaske og fik sig en lille lur, gik røverpigen hen til rensdyret og sagde: ”Jeg kunne have besynderlig lyst til endnu at kilde dig mange gange med den skarpe kniv, for så er du så morsom, men det er det samme, jeg vil løsne din snor og hjælpe dig udenfor, at du kan løbe til Lapland, men du skal tage benene med dig og bringe denne lille pige til snedronningens slot, hvor hendes legebroder er. Du har nok hørt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede højt nok, og du lurer!”
Rensdyret sprang højt af glæde. Røverpigen løftede Gerda op og havde den forsigtighed at binde hende fast, ja endogså at give hende en lille pude at sidde på. ”Det er det samme” sagde hun, ”der har du dine lådne støvler, for det bliver koldt, men muffen beholder jeg, den er alt for nydelig! Alligevel skal du ikke fryse. Her har du min moders store bælgvanter, de når dig lige op til albuen; stik i! – Nu ser du ud på hænderne ligesom min ækle moder!”
Og Gerda græd af glæde.
”Jeg kan ikke lide at du tviner” sagde den lille røverpige. ”Nu skal du just se fornøjet ud! Og der har du to brød og en skinke, så kan du ikke sulte.” Begge dele blev bundet bag på rensdyret, den lille røverpige åbnede døren, lokkede alle de store hunde ind, og så skar hun strikken over med sin kniv og sagde til rensdyret: ”Løb så! Men pas vel på den lille pige!”
Og Gerda strakte hænderne, med de store bælgvanter, ud mod røverpigen og sagde farvel, og så fløj rensdyret af sted over buske og stubbe, gennem den store skov, over moser og stepper, alt hvad det kunne. Ulvene hylede, og ravnene skreg. ”Fut! Fut!” sagde det på himlen. Det var ligesom den nyste rødt.
”Det er mine gamle nordlys!” sagde rensdyret, ”se, hvor de lyser!” og så løb det endnu mere af sted, nat og dag; brødene blev spist, skinken med, og så var de i Lapland.
”Det er guld! Det er guld!” råbte de, styrtede frem, tog fat i hestene, slog de små jockeyer, kusken og tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af vognen.
”Hun er fed, hun er nydelig, hun er fedet med nøddekerne!” sagde den gamle røverkælling, der havde langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over øjnene. ”Det er så godt som et lille fedelam! Nå, hvor skal hun smage!” og så trak hun sin blanke kniv ud og den skinnede, så at det var grueligt.
”Av!” sagde kællingen lige i det samme, hun blev bidt i øret af sin egen lille datter, der hang på hendes ryg og var så vild og uvorn, så det var en lyst. ”Din lede unge!” sagde moderen og fik ikke tid til at slagte Gerda.
”Hun skal lege med mig!” sagde den lille røverpige. ”Hun skal give mig sin muffe, sin smukke kjole, sove hos mig i min seng!” og så bed hun igen, så røverkællingen sprang i vejret og drejede sig rundt, og alle røverne lo og sagde: ”Se, hvor hun danser med sin unge!”.
”Jeg vil ind i kareten!” sagde den lille røverpige og hun måtte og ville have sin vilje, for hun var så forkælet og så stiv. Hun og Gerda sad ind i den, og så kørte de over stub og tjørn dybere ind i skoven. Den lille røverpige var så stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i huden; øjnene var ganske sorte, de så næsten bedrøvede ud. Hun tog den lille Gerda om livet og sagde: ”De skal ikke slagte dig, så længe jeg ikke bliver vred på dig! Du er sagtens en prinsesse?”.
”Nej,” sagde Gerda og fortalte hende alt, hvad hun havde oplevet, og hvor meget hun holdt af lille Kay.
Røverpigen så ganske alvorlig på hende, nikkede lidt med hovedet og sagde: ”De skal ikke slagte dig, selv om jeg endogså bliver vred på dig, så skal jeg nok selv gøre det!” og så tørrede hun Gerdas øjne og puttede så begge sine hænder ind i den smukke muffe, der var så blød og så varm.
Nu holdt kareten stille; de var midt inde i gården af et røverslot; det var revnet fra øverst til nederst, ravne og krager fløj ud af de åbne huller, og de store bulbidere, der hver så ud til at kunne sluge et menneske, sprang højt i vejret, men de gøede ikke, for det var forbudt.
I den store, gamle, sodede sal brændte midt på stengulvet en stor ild; røgen trak hen under loftet og måtte selv se at finde ud; en stor bryggerkedel kogte med suppe, og harer og kaniner vendtes på spid.
”Du skal sove i nat med mig her hos alle mine smådyr!” sagde røverpigen. De fik at spise og drikke og gik så hen i et hjørne, hvor der lå halm og tæpper. Ovenover sad på lægter og pinde næsten hundrede duer, der alle syntes at sove, men drejede sig lidt, da småpigerne kom.
”Det er alle sammen mine!” sagde den lille røverpige og greb rask fat i en af de nærmeste, holdt den ved benene og rystede den, så at den slog med vingerne. ”Kys den!” råbte hun og baskede Gerda med den i ansigtet. ”Der sidder skovkanaljerne!” blev hun ved og viste bag en mængde tremmer, der var slået for et hul i muren højt oppe. ”Det er skovkanaljer, de to! De flyver straks væk, har man dem ikke rigtigt låset; og her står min gamle kæreste bæ!” og hun trak ved hornet et rensdyr, der havde en blank kobberring om halsen og var bundet. ”Ham må vi også have i klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige aften kilder jeg ham på halsen med min skarpe kniv, det er han så bange for!” og den lille pige trak en lang kniv ud af en sprække i muren og lod den glide over rensdyrets hals; det stakkels dyr slog ud med benene, og røverpigen lo og trak så Gerda med ned i sengen.
”Vil du have kniven med, når du skal sove?” spurgte Gerda og så lidt bange til den.
”Jeg sover altid med kniv!” sagde den lille røverpige. ”Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden.” Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov, så man kunne høre det; men Gerda kunne slet ikke lukke sine øjne, hun vidste ikke, om hun skulle leve eller dø. Røverne sad rundt om ilden, sang og drak, og røverkællingen slog kolbøtter. O! det var ganske grueligt for den lille pige at se på.
Da sagde skovduerne: ”Kurre, kurre! Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i snedronningens vogn, der fòr lavt hen over skoven, da vi lå i rede; hun blæste på os unger, og alle døde de uden vi to; kurre! Kurre!”
”Hvad siger I deroppe?” råbte Gerda, ”hvor rejste snedronningen hen? Ved I noget derom?”
”Hun rejste sagtens til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken.”
”Der er is og sne, der er velsignet og godt!” sagde rensdyret; ”der springer man frit om i de store skinnende dale! Der har snedronningen sit sommertelt, men hendes faste slot er oppe på Nordpolen, på den ø, som kaldes Spitsbergen!”
”O Kay, lille Kay!” sukkede Gerda.
”Nu skal du ligge stille!” sagde røverpigen, ”ellers får du kniven op i maven!”.
Om morgenen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og den lille røverpige så ganske alvorlig ud, men nikkede med hovedet og sagde: ”Det er det samme! Det er det samme. – Ved du, hvor Lapland er?” spurgte hun rensdyret.
”Hvem skulle bedre vide det end jeg” sagde dyret, og øjnene spillede i hovedet på det. ”Der er jeg født og båret, der har jeg sprunget på snemarken!”.
”Hør!” sagde røverpigen til Gerda, ”du ser, at alle vore mandfolk er borte, men mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad morgenstunden drikker hun af den store flaske og tager sig så en lille lur ovenpå; - så skal jeg gøre noget for dig!" Nu sprang hun ud af sengen, for hen om halsen på moderen, trak hende i mundskægget og sagde: "Min egen søde gedebuk, god morgen!” Og moderen knipsede hende under næsen, så den blev rød og blå, men det var alt sammen af bare kærlighed.
Da så moderen havde drukket af sin flaske og fik sig en lille lur, gik røverpigen hen til rensdyret og sagde: ”Jeg kunne have besynderlig lyst til endnu at kilde dig mange gange med den skarpe kniv, for så er du så morsom, men det er det samme, jeg vil løsne din snor og hjælpe dig udenfor, at du kan løbe til Lapland, men du skal tage benene med dig og bringe denne lille pige til snedronningens slot, hvor hendes legebroder er. Du har nok hørt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede højt nok, og du lurer!”
Rensdyret sprang højt af glæde. Røverpigen løftede Gerda op og havde den forsigtighed at binde hende fast, ja endogså at give hende en lille pude at sidde på. ”Det er det samme” sagde hun, ”der har du dine lådne støvler, for det bliver koldt, men muffen beholder jeg, den er alt for nydelig! Alligevel skal du ikke fryse. Her har du min moders store bælgvanter, de når dig lige op til albuen; stik i! – Nu ser du ud på hænderne ligesom min ækle moder!”
Og Gerda græd af glæde.
”Jeg kan ikke lide at du tviner” sagde den lille røverpige. ”Nu skal du just se fornøjet ud! Og der har du to brød og en skinke, så kan du ikke sulte.” Begge dele blev bundet bag på rensdyret, den lille røverpige åbnede døren, lokkede alle de store hunde ind, og så skar hun strikken over med sin kniv og sagde til rensdyret: ”Løb så! Men pas vel på den lille pige!”
Og Gerda strakte hænderne, med de store bælgvanter, ud mod røverpigen og sagde farvel, og så fløj rensdyret af sted over buske og stubbe, gennem den store skov, over moser og stepper, alt hvad det kunne. Ulvene hylede, og ravnene skreg. ”Fut! Fut!” sagde det på himlen. Det var ligesom den nyste rødt.
”Det er mine gamle nordlys!” sagde rensdyret, ”se, hvor de lyser!” og så løb det endnu mere af sted, nat og dag; brødene blev spist, skinken med, og så var de i Lapland.
I morgen skal vi høre 6. del uuuhhhh
Godnat og sov godt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar