Godnathistorie - Snedronningen 4. del

Fjerde historie: Prins og prinsesse

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen, lige overfor, hvor hun sad,  en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: ”Kra! Kra! – Go’ da’! go’ da’!” Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte, hvorhen hun gik så alene ude i den vide verden. Det ord: alene forstod Gerda meget godt og følte ret, hvor meget der lå deri, og så fortalte hun kragen sit hele liv og levned og spurgte, om den ikke havde set Kay.
Og kragen nikkede ganske betænksom og sagde: ”Det kunne være! Det kunne være!”
”Hvad, tror du!” råbte den lille pige og havde nær klemt kragen  ihjel, således kyssede hun den.
”Fornuftig, fornuftig!” sagde kragen. ”Jeg tror, jeg ved, - jeg tror, det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig for prinsessen!”
”Bor han hos en prinsesse?” spurgte Gerda.
”Ja, hør!” sagde kragen, ”men jeg har så svært ved at tale dit sprog. Forstår du kragemål, så skal jeg bedre fortælle!"
”Nej, det har jeg ikke lært!” sagde Gerda, ”men bedstemoder kunne det, og p-mål kunne hun. Bare jeg havde lært det!”
”Gør ikke noget!” sagde kragen, ”jeg skal fortælle så godt, jeg kan, men dårligt bliver det alligevel,” og så fortalte den, hvad den vidste.
”I dette kongerige, hvor vi nu sidder, bor en prinsesse, der er så uhyre klog, men hun har også læst alle aviser, der er til i verden, og glemt dem igen, så klog er hun. Forleden sidder hun på tronen, og det er ikke så morsomt endda, siger man, da kommer hun til at nynne en vise, det var netop den: ”Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig!”” ”Hør, det er der noget i,” siger hun, og så ville hun gifte sig, men hun ville have en mand, der forstod at svare, når man talte til ham, en, der ikke stod og kun så fornem ud, for det er så kedeligt. Nu lod hun alle hofdamerne tromme sammen, og da de hørte, hvad hun ville, blev de så fornøjede, ”det kan jeg godt lide!” sagde de, ”sådan noget tænkte jeg også på forleden!” Du kan tro, at det er sandt hvert ord, jeg siger!” sagde kragen. ”Jeg har en tam kæreste, der går frit om på slottet, og hun har fortalt mig alt!”

Det var naturligvis også en krage, hans kæreste, for krage søger mage, og det er altid en krage.

”Aviserne kom straks ud med en kant af hjerter og prinsessens navnetræk; man kunne læse sig til, at det stod enhver ung mand, der så godt ud, frit for at komme op på slottet og tale med prinsessen, og den, som talte, så at man kunne høre, han var hjemme der, og talte bedst, ham ville prinsessen tage til mand! – Ja, ja” sagde kragen, ”du kan tro mig, det er så vist, som jeg sidder her; folk strømmede til, der var en trængsel og en løben, men det lykkedes ikke hverken den første eller anden dag. De kunne alle sammen godt tale, når de var ude på gaden, men når de kom ind ad slotsporten og så garden i sølv, og op ad trapperne lakajerne i guld og de store oplyste sale, så blev de forbløffede; og stod de foran tronen, hvor prinsessen sad, så vidste de ikke at sige uden det sidste or, hun havde sagt, og det brød hun sig ikke om at høre igen. Det var ligesom om folk derinde havde fået snustobak på maven og var faldet i dvale, indtil de kom ud på gaden igen, ja så kunne de snakke. Der stod en række lige fra byens port til slottet. Jeg var selv inde at se det!” sagde kragen. ”De blev både sultne og tørstige, men fra slottet fik de ikke engang så meget som et glas lunkent vand. Vel havde nogle af de klogeste taget smørrebrød med, men de delte ikke med deres nabo, de tænkte som så: lad ham kun se sulten ud, så tager prinsessen ham ikke.”

”Men Kay, lille Kay!” spurgte Gerda. ”Når kom han? Var han mellem de mange?”
”Giv tid! Giv tid! Nu er vi lige ved ham! Det var den tredje dag; da kom der en lille person, uden hest eller vogn, ganske frejdigt marcherende lige op til slottet; hans øjne skinnede som dine, han havde dejlige, lange hår, men ellers fattige klæder!”

”Det var Kay!” jublede Gerda. ”O, så har jeg fundet ham!” og hun klappede i hænderne.

”Han havde en lille ransel på ryggen!” sagde kragen.
”Nej, det var vist hans slæde!” sagde Gerda, ”for med slæden gik han bort!”
”Det kan gerne være!” sagde kragen, ”jeg sås ikke så nøje til! Men det ved jeg af min tamme kæreste, at da han kom ind ad slotsporten og så livgarden i sølv og opad trapperne lakajerne i guld, blev han ikke det bitterste forknyt, han nikkede og sagde til dem: ”Det må være kedeligt at stå på trappen, jeg går hellere indenfor!” Der skinnede salene med lys; gehejmeråder og excellencer gik på bare fødder og bar guldfade; man kunne nok blive højtidelig! Hans støvler knirkede så frygtelig stærkt, men han blev dog ikke bange!”

”Det er ganske vist Kay!” sagde Gerda, ”jeg ved, han havde nye støvler, jeg har  hørt dem knirke i bedstemoders stue!”

”Ja, knirke gjorde de!” sagde kragen, ”og frejdigt gik han lige ind for prinsessen, der sad på en perle så stor som et rokkehjul; og alle hofdamerne med deres piger og pigers piger, og alle kavalererne med deres tjenere og tjeneres tjenere, der holdt dreng, stod opstillet rundt om; og jo nærmere de stod ved døren, jo stoltere så de ud. Tjenernes tjeneres dreng, der altid går i tøfler, er næsten ikke til at se på, så stolt står han i døren!”

”Det må være grueligt!” sagde den lille Gerda. ”Og Kay har dog fået prinsessen!”
”Havde jeg ikke været en krage, så havde jeg taget hende, og det uagtet jeg er forlovet. Han skal have talt lige så godt, som jeg taler, når jeg taler kragemål, det har jeg fra min tamme kæreste. Han var frejdig og nydelig; han var slet ikke kommet for at fri, bare alene kommet for at høre prinsessens klogskab, og den fandt han god, og hun fandt ham god igen!”

”Ja, vist! Det var Kay” sagde Gerda, ”han var så klog, han kunne hovedregning med brøk! – O, vil du ikke føre mig ind på slottet!”

”Ja, det er let sagt!” sagde kragen. ”Men hvorledes gør vi det? Jeg skal tale derom med min tamme kæreste; hun kan vel råde os; thi det må jeg sige dig, sådan en lille pige, som du, får aldrig lov at komme ordentlig ind!”

”Jo, det gør jeg!” sagde Gerda. ”Når Kay hører, jeg er her, kommer han straks ud og henter mig!”

”Vent mig ved stenten der!” sagde kragen, vrikkede med hovedet og fløj bort.
Først da det var mørk aften kom kragen igen tilbage: ”Rar, rar!” sagde den. ”Jeg skal hilse dig fra hende mange gange! Og her er et lille brød til dig, det tog hun i køkkenet, der er brød nok og de er vist sulten! – Det er ikke muligt, at du kan komme ind på slottet, du har jo bare fødder; garden i sølv og lakajerne i guld vil ikke tillade det; men græd ikke, du skal nok komme derop. Men kæreste ved en lille bagtrappe, som fører til sovekammeret, og hun ved, hvor hun skal tage nøglen!”
Og de gik ind i haven, i den store allé, hvor det ene blad faldt efter det andet, og da på slottet lysene slukkedes, det ene efter det andet, førte kragen lille Gerda hen til en bagdør, der stod på klem.

O, hvor Gerdas hjerte bankede af angst og længsel! Det var ligesom om hun skulle gøre noget ondt, og hun ville jo kun have at vide, om det var lille Kay; jo, det måtte være ham; hun tænkte så levende på hans kloge øjne, hans lange hår; hun kunne ordentlig se, hvorledes han smilede, som da de sad hjemme under roserne. Han ville vist blive glad ved at se hende, høre, hvilken lang vej, hun havde gået for hans skyld, vide, hvor bedrøvet de alle hjemme havde været, da han ikke kom igen. O, det var en frygt og en glæde.

Nu var de på trappen; der brændte en lille lampe på et skab; midt på gulvet stod den tamme krage og drejede hovedet til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemoder havde lært hende.

”Min forlovede har talt så smukt om Dem, min lille frøken,” sagde den tamme krage, ”Deres Vita, som man kalder det, er også meget rørende! – Vil De tage lampen, så skal jeg gå foran. Vi går er den lige vej, for der træffer vi ingen!”.
”Jeg synes, her kommer nogen lige bagefter!” sagde Gerda, og det susede lige forbi hende; det var ligesom skygger hen ad væggen, heste med flagrende manker og tynde ben, jægerdrenge, herrer og damer til hest.

”Det er kun drømmene!” sagde kragen, ”de kommer og henter det høje herskabs tanker til jagt; godt er det, så kan De bedre betragte dem i sengen. Men lad mig se, kommer De til ære og værdighed, at De da viser et taknemmeligt hjerte!”.
”Det er jo ikke noget at snakke om!” sagde kragen fra skoven.

Nu kom de ind i den første sal, den var af rosenrødt atlask med kunstige blomster op ad væggen; her susede dem allerede drømmene forbi, men de for så hurtigt, at Gerda ikke fik set det høje herskab.

Den ene sal blev prægtigere end den anden; jo, man kunne nok blive forbløffet, og nu var de i sovekammeret. Loftet herinde lignede en stor palme med blade af glas, kostbart glas, og midt på gulvet hang i en tyk stilk af guld to senge, der hver så ud som liljer; den ene var hvid, i den lå prinsessen; den anden var rød, og i den var det, at Gerda skulle søge lille Kay; hun bøjede et af de røde blade til side og da så hun en brun nakke. – O, det var Kay! – Hun råbte ganske højt hans navn, holdt lampen hen til ham – drømmene susede til hest ind i stuen igen – han vågnede, drejede hovedet, og - - det var ikke den lille Kay.

Prinsen lignede ham kun på nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide liljeseng tittede prinsessen ud og spurgte, hvad det var. Da græd den lille Gerda og fortalte hele sin historie og alt, hvad kragerne havde gjort for hende.
”Din lille stakkel!” sagde prinsen og prinsessen, og de roste kragerne og sagde, at de var slet ikke vrede på dem, men de skulle dog ikke gøre det oftere. Imidlertid skulle de have en belønning.

”Vil I flyve frit?” spurgte prinsessen, ”eller vil I have fast ansættelse som hofkrager med alt, hvad der falder af i køkkenet?”

Og begge kragerne nejede og bad om fast ansættelse; for de tænkte på deres alderdom og sagde, ”det var så godt at have noget for den gamle mand”, som de kalder det.

Og prinsen stod op af sin seng og lod Gerda sove i den, og mere kunne han ikke gøre. Hun foldede sine små hænder og tænkte: ”Hvor dog mennesker og dyr er gode”, og så lukkede hun sine øjne og sov så velsignet. Alle drømmene kom igen flyvende ind, og da så de ud som Guds engle, og de trak en lille slæde, og på den sad Kay pog nikkede; men det hele var kun drømmeri, og derfor var det også borte igen, så snart hun vågnede.

Næste dag blev hun klædt op fra top til tå ii silke og fløjl, hun fik tilbud at blive på slottet og have gode dage, men hun bad alene om at få en lille vogn med en hest for og et par små støvler, så ville hun igen køre ud i den vide verden og finde Kay.
Og hun fik både støvler og muffe; hun blev så nydeligt klædt på, og da hun ville af sted, holdt ved døren en ny karet af purt guld; prinsens og prinsessens våben lyste fra den som en stjerne; kusk, tjenere og forridere, for der var også forridere, sad klædt i guldkroner. Prinsen og prinsessen hjalp hende selv i vognen og ønskede hende al lykke. Skovkragen, der nu var blevet gift, fulgte med de første tre mil; den sad ved siden af hende, for den kunne ikke tåle at køre baglæns; den anden krage stod i porten og slog med vingerne, den fulgte ikke med, thi den led af hovedpine, siden den havde fået fast ansættelse og for meget at spise. Indeni var kareten foret med sukkerkringler, og i sædet var frugter og pebernødder.

”Farvel! Farvel!” råbte prins og prinsesse, og lille Gerda græd, og kragen græd, - således gik de første mil; da sagde også kragen farvel, og det var den tungeste afsked; den fløj op i et træ og slog med sine sorte vinger, så længe den kunne se vognen, der strålede som det klare solskin. 

I morgen skal vi høre 5. afsnit :-)

Godnat og sov godt