Godnathistorie - Frøprinsen

Engang for længe siden, i et land langt herfra, levede der en konge, som havde tre smukke døtre. Den yngste af dem var så ubeskrivelig smuk, at når solen skinnede på hendes ansigt, gav den sig til at stråle stærkere end ellers. De to andre døtre var også smukke, men ikke helt som deres lillesøster. Hun lignede en eventyrprinsesse med sit pragtfulde lange hår, sine blå øjne og sin hud, der var som silke.

Kongeslottet lå i en skov, og tæt ved det var der en kilde. Tit og ofte, og i sær når det var varmt, gik den yngst prinsesse til kilden. Der var dejligt køligt at sidde ved den, fordi det klare vand sprudlede og sprøjtede op dagen lang. For ikke at komme til at kede sig tog hun så sin bold med – ikke sådan en almindelig gummibold, næh, hendes bold var af det pure guld.

Hun legede med den som alle børn gør med en bold, kastede den op luften og greb den igen. Det var selvfølgelig ikke så klogt af prinsessen – at spille med sådan en dyr bold så tæt ved vandet!

Og en dag skete det. Bolden landede ikke i hendes hænder, men røg i vandet, forbi hun var kommet til at kaste den skævt. Hun brast i gråd, for kilden var så dyb, at hun viste, hun havde mistet sit vidunderlige legetøj for altid. Hun græd så hjerteskærende, at bladene på træerne rundt om raslede, at blomsterne lukkede sig og at vandet i kilden bølgede af forfærdelse.

Men nej, vandet i kilden bølgede ikke af forfærdelse, det bølgede, fordi en tyk frø stak hovedet op, mens den trådte vande med sine brede fødder. ”Hvad er nu det for en jammer, prinsesse?” sagde den. ”Det lyder jo som om slottet står i lys lue. Hvad er det, der kan få dig til at græde så forskrækkeligt?”

Pigen kiggede op og så frøen. ”åh, er det dig, gamle kvækkehoved,” sagde hun. ”Nej, slottet står ikke i lys lue, men min smukke gyldne bold er faldet i vandet. Og det er næsten værre, for hvordan får jeg den tilbage? Åh, jeg har mistet den for evigt, hvor sørgeligt…” Og hun gav sig til at græde igen, endnu mere hjerteskærende end før.

Men frøen vidste råd. ”Nå nå,” sagde den, ”det behøver du da ikke at tude for. Jeg føler mig hjemme i vandet som en frø, så jeg kan dykke ned og hente den op til dig. Så enkelt er det. Hvad får jeg som belønning?”

”Åh, lige hvad du vil have” sagde pigen. ”Hvad med min guldkrone?” Og hun tog den kostbare krone af hovedet og tilbød frøen den. ”Hvad skal jeg med en krone?” spurgte frøen. ”Så mine juveler – og mine klæder, og min vogn med to prægtige skimler.”

”Jeg kan lige det for mig,” sagde frøen. ”En frø i en hestevogn! Nej, det har jeg lige så lidt fornøjelse af som af dine klæder. De ville bare blive våde. Nej prinsesse, du må kunne finde på en bedre belønning.” 

”Men hvad vil du så have?” spurgte pigen mismodigt. Hun havde tilbudt frøen alt hvad hun havde at byde på og kunne ikke komme på andet. Skulle hun alligevel miste sin gyldne bold?

”Jeg vil være din ven,” svarede frøen. ”Jeg vil have, at du leger med mig, og jeg vil sidde ved siden af dig ved bordet. Jeg vil spise af en guldtallerken og drikke af et guldbæger, ligesom du gør. Og jeg vil sove hos dig i dit soveværelse.”

Prinsessen ville love hvad som helst for at få sin gyldne bold igen, så hun gik ind på det hele og sagde at hun og frøen skulle være uadskillelige venner, de bedste venner i hele verden.

Men da frøen var forsvundet ned i vandet, tænkte hun ved sig selv, at den måtte være lige så dum som alle andre frøer. For hvordan skulle en frø kunne leve blandet mennesker og blive deres ven?

Det varede ikke et øjeblik, så kom frøen til syne igen med den prægtige guldbold i munden. Den svømmede ind til bredden og lod bolden falde i prinsessens fremstrakte hånd. Pigen snuppede sin blod, og sprang op og løb sin vej. Hun ville hjem så hurtigt som muligt, væk fra den sære frø og den byde kilde.”Hov, vent på mig!” råbte frøen. ”Vi skulle jo være venner, kom nu tilbage, du lovede det!”

Men prinsessen lod enten som om hun ikke hørte det, eller også hørte hun det virkelig ikke. Måske er prinsesser mere glemsomme end almindelige piger, og måske havde hun glemt alt om frøen og sit løfte. Men dagen efter… prinsessen havde lige sat sig til bords i den store spisesal mellem sine søstre for at spise af sin guldtallerken, da hun hørte noget – eller nogle – ude på marmortrappen op til spisesalen.

Kliks, klask, sagde det. Og igen: kliks, klask. Det var frøen, der hoppede fra trin til trin op ad trappen og til sidst sprang mod døren til den kongelige spisesal. Med en af sine fødder bankede den på døren. Det var kun en lille fod, og døren var tyk og tung. Men alle i salen hørte den tydeligt banke. Og de hørte den også råbe med kvækkende stemme: ”Hej prinsesse, luk døren op!”

Selvfølgelig lukkede prinsessen ikke selv op. Det gjorde en af tjenerne, og han lukkede straks døren igen, for at kunne ingen se udenfor. Han havde ikke set ordentligt efter, for frøen sad der hele tiden. Nu bankede den på døren igen og råbte: ”vil den yngste prinsesse straks lukke op!”

Pigen rejste sig, åbnede døren og lukkede den straks igen, ligesom lakajen havde gjort. Men hun havde ganske udmærket set, hvem der havde råbt og banket, og dronningen kunne se på hende, at der var noget på færde.

”Hvad er du så bange for, mit barn?” spurgte hun. ”Er der et menneskeædende uhyre ved døren?” lo kongen. ”Nej,” svarede prinsessen. ”Det er en frø.” 

”En frø?” råbte hendes søstre forskrækkede. ”Hvad vil den frø her?” spurgte kongen, mens dronningen, der var bange for frøer, begyndte at klatre på op en stol. Så fortalte prinsessen, hvad der var sket dagens før. Hvordan hendes bold var faldet i vandet, og hvordan hun havde været nødt til at love frøen, af den skulle være hendes ven.

”Nuvel,” sagde kongen, ”jeg vil æde min guldkrone på, at jeg ikke forstår et suk. En talende frø! Men som en rigtig prinsesse er du nødt til at holde, hvad du lover, selv om det er noget som du har lovet en frø. Hvis du ikke har lyst til at være bedste ven med en frø, skulle du have tænkt på det noget før. Nu er det for sent. Derfor, datter, gå hen og luk din ven ind.”

Prinsessen adlød. Hun gik langsomt hen til døren og åbnede den. Så hurtigt den kunne sprang frøen ind, hoppede op på prinsessens stol og fra stolen op på bordet. Overalt, hvor den kom frem, efterlod den sig et vådt og slimet spor. Da prinsessen satte sig til bords igen, sagde den: ”Så, nu spise vi sammen af din guldtallerken.”

Prinsessen tog et par små bidder til. Men hun havde mistet madlysten nu, hvor der lige for næsen af hende sad en frø og spiste med og lavede væmmelige smaskelyde. Frøen nød måltidet. Den nød de kongelige kartofler og rosenkålen og bittermandelbuddingen. ”Det er meget bedre end andemad,” sagde den og smækkede med læberne, da den sidste bid var forsvundet. ”Men tag mig nu med til dit soveværelse, for jeg har en lang rejse bag mig, og efter sådan et herligt måltid vil jeg gerne sove. Jeg længes kun efter at sove i en blød og varm prinsesseseng.”

Pigen rørte sig ikke. Men kongen så strengt på hende og sagde ”En prinsesse holder altid, hvad hun har lovet, ved du nok.” Så gav pigen sig til at græde. ”Jeg vil ikke!” sagde hun og stampede i gulvet. ”Den er så våd og så kold og så slimet og…”

”Og du gør præcis som du har lovet,” sagde kongen. ”Du må ikke lade en i stikken, der hjalp dig, da du var så ked af det. Heller ikke selv om det kun er en frø,” tilføjede han.

Pigen tog frøen op, holdt den langt ud fra sig og bar den til sit soveværelse. Dér satte hun den på gulvet i en krog og smuttede hurtigt i sin natkjole. Uden så meget som at børste tænder eller rede sit pragtfulde blonde hår ud dykkede hun ned under dynen og trak den godt op om sig. Men frøen lod sig ikke så let afvise. Den kom hoppende og sagde ”Jeg vil sove hos dig i sengen. Det lovede du, og hvis du ikke holder det, siger jeg det til din far! Jeg sagde jo, jeg ville sove i en dejlig blød seng, ikke? Så skub dig lidt over. Og det er ikke alt, jeg vil også have et godnatkys af dig, før jeg lægger mig til at sove. Sådan er det altid mellem venner, ikke? Og vi er da venner ikke?”

Prinsessen græd og hvinede så højt, at hendes far kom for at se, hvad der var i vejen. Grædende fortalte hun ham, hvad den ækle frø nu ville have. Men hendes far rystede på hovedet og sagde: ”jeg kan ikke hjælpe dig, min datter. Hvad du har lovet, må du altid holde.” Og stadigvæk hovedrystende gik kongen igen og lukkede døren efter sig. Så sprang pigen rasende op fra sengen, lukkede øjnene fast og tog frøen op. Stadigvæk med lukkede øjne gav hun den forsigtig et lillebitte kys oven i hovedet. Men da hendes læber mærkede den slimede frøhud, blev det for meget for hende. Hun tørrede sin mund af kastede med tårer i øjnene frøen væk fra sig, hen imod vinduet.

Det var hendes mening at kaste den ud af vinduet, men hun havde glemt, at det ikke stod åbent. Derfor ramte frøen ruden og fløj tilbage igen i en stor bue og faldt på gulvet.

Så skete der noget meget mærkeligt. Dyret ramte ikke gulvet med det lette plums, som man kunne forvente af en frø. Det var et meget tungere plump, og det var da heller ikke en frø, der samlede sig selv op fra gulvet og gned dig på en øm skulder. Det var en ung mand med et meget venligt og smukt ansigt, men prægtige klæder oh med en lille gylden krone på hovedet, ligesom en rigtig prins.

Først blev prinsessen frygtelig forskrækket. Hun holdt hånden for munden for ikke at skrige op. Da hun var kommet sig lidt, fortalte den smukke unge mand sin historie. En ond heks havde forvandlet ham til en frø og anbragt ham ved kilden i skoven. Kun en rigtig prinsesse kunne befri ham fra trolddommen ved at blive ven med ham, og – det var det vigtigste af det hele – give ham et kys. Han kunne først blive prins igen, når han havde spist af prinsessens tallerken, været i hendes soveværelse og fået kysset af hende. Og det var præcis hvad der var sket, så trolddommen for stedse var ophævet.

Da nu pigen havde lovet ham, mens han endnu var en frø, at de skulle være de bedste venner i hele verden, besluttede de at gifte sig straks næste dag, og så ville prinsessen følge prinsen hjem til hans land. 

Og sådan gik det også. Næste morgen fortalte prinsessen sine forældre og søstre det hele, og da hendes far og mor selv havde lært frøprinsen at kende, syntes de, det var udmærket, at de blev gift. Og det gik stærkt. Der blev hurtigt inviteret gæster, og lige så hurtigt fandt brylluppet sted. Og knap var det forbi, før en prægtig vogn, trukket af seks hvide heste, kørte op foran slottet. Prinsessen havde aldrig set så smuk en vogn før. Selv hendes far, kongen, havde ikke så fin en karet! Der var guldkroner på dørene, og hestenes seletøj glimtede også af guld.

Hestene blev kørt af prinsens unge tjener, der var blevet dybt bedrøvet, da hans herre var forsvundet fra sit slot. Nu var han lykkelig igen, for at hans herre var tilbage, og oven i købet med en billedskøn kone. Og så rejste prinsen og prinsessen til prinsen til prinsens land, hvor de blev konge og dronning og levede længe og lykkeligt.

Godnat og sov godt!