lørdag den 18. april 2015

International Cirkusdag


I dag er det International Cirkusdag

Hvem husker ikke spændingen når Cirkus kom til byen, og det store telt blev sat op på et markområde i udkanten af byen... med farlige dyr der blev mestret perfekt, og flyvende cirkusprinsesser i trapez helt oppe under loftet.

Cirkus er ikke længe som det var i gamle dage, men vi mindes historien og fejrer det over hele verdenen. På cirkusmuseet holder de sig selvfølgelig ikke tilbage - der er lagt et super spændende program for dagen.

Du kan prøve at være jonglør i Cirkus Baldonis manege, slå kreativiteten løs eller hør spændende cirkusforedrag.

Og ikke mindst opleve klovnen Benny Schumann i Fægtesalen. Benny Schumann er en de mest kendte danske cirkusartister. Som barnebarn af Charlie Rivel ( klovnen i den røde kjole på billedet til højre ) betrådte han tidligt manegen og er trods sine 70 år “still going strong”. Oplev bl.a. hans nervepirrende tallerkennummer. 

 
læs mere om den super spændende dag på Cirkusmuseet hjemmeside.

Hvis man slår op i de store bøger, hvad fortæller de så om Cirkus ?

Cirkus, i traditionel form en forestillingstype, der foregår i et telt på en cirkelrund spilleplads, manegen, der afgrænses af en kant, pisten, og hvori det centrale er artistnumre, især kraft- og behændighedsnumre, dyredressur og klovnenumre. 

Det klassiske Cirkus er således viet dyrkelsen af sensationen især i form af fremvisning af menneskelig ekvilibrisme, styrke og mod, og hvor publikums medleven i form af gys, beundring eller latter er afgørende. Dette forstærkes af tilskuernes placering i en cirkelform, hvor man på tværs af manegen kan se hinanden. 

Uden om forestillingen er Cirkus et selvstændigt omrejsende samfund med et ganske skarpt hierarki, men samtidig båret af et stærkt fællesskab. Cirkus's oprindelse i nyere tid tilskrives den engelske kunstberider, tidligere kavalerist Philip Astley, der i 1768, som den første, offentligt præsenterede hestedressur, hvor hestene løb i ring omkring dressøren. 

I begyndelsen af 1800-tallet udvikledes formen, og hestecirkus smeltede sammen med artistnumre, man kendte fra de omrejsende trupper, således at der blev indlagt bl.a. akrobatik, linedans og de såkaldte cirkuspantomimer. Det var små selvstændige mimiske, men ikke nødvendigvis stumme episoder, der ofte havde eksotiske miljøer, og hvori fx eventyrstof eller historiske begivenheder blev opført med brug af tableauer. 

I begyndelsen og midten af 1800-tallet bredte Cirkus sig fra England og Frankrig til hele Europa, ikke mindst Tyskland, samt til Rusland, og der blev opført cirkusbygninger i en lang række større byer, heriblandt det første i Kbh. i 1830, Philippo Pettolettis Circus Gymnasticus ved siden af Nørrebro Teater med plads til 1.800 tilskuere. 

I USA udviklede Cirkus sig, delvist i takt med jernbanen, til at blive kendetegnet af meget store forestillinger, ofte med flere maneger. Navne som Barnum & Bailey og Ringling Bros. bliver i sidste del af 1800-tallet og i 1900-tallet toneangivende for en særlig storslået amerikansk cirkusform. Ligeledes i Asien, især Indien og Kina, udviklede Cirkus sig.

I Danmark vistes den første forestilling i 1799 af en engelsk kunstberider. Her som i resten af Norden var det i begyndelsen omrejsende engelske og franske selskaber, der dominerede, men fra sidste del af 1800-tallet opstod danske Cirkus med Cirkus Miehe 1861 og Cirkus Benneweis 1887 som de mest fremtrædende. 

Det er ligeledes i denne periode, at teltet vinder frem som den dominerende lokalitet. Omkring de første år af 1900-tallet forsvandt cirkuspantomimen gradvist, formodentlig slået ud af de nye stumfilm, der dyrkede den samme emnekreds, men de forskellige klovnefigurer som fx den hvide klovn fra pantomimen forblev en væsentlig del af forestillingen. Dermed fandt cirkusforestillingen den form, der i dag kan anses som klassisk. 

I centrum står mennesket og hvad mennesket gennem hård træning, talent og viljestyrke kan udrette med sin krop. Grundstenen i Cirkus er derfor artisten, og de forskellige typer af artistnumre, der hver især betoner forskellige menneskelige kvaliteter: behændighed, styrke, smidighed, humor, kontrol eller mod. 

Dertil kommer fremførelse af ikke mindst dresserede vilde dyr samt af heste og ind imellem andre husdyr. Cirkusforestillingen er opbygget, så der fremstår et særligt univers, hvor publikum møder en stadig strøm af sensationer i form af numre, der imponerer, morer eller spiller på frygten. Til at afbalancere dette spiller klovnen en afgørende rolle som den, der forløser spændingerne i latter. I 1970'erne udvikledes en ny genre af Cirkus, nycirkus.

Og hvad er så nycirkus ?

Det er en cirkusform opstået og udviklet især i Frankrig under betegnelsen Nouveau Cirque, hvor udtryksformen præges af mødet mellem klassiske artistnumre, avantgarde teater, performancekunst, rockmusik og film. 

Nycirkus opstod oprindelig på flere måder mere som en reaktion på et klassisk teaterbegreb end et klassisk cirkusbegreb, idet bevægelsen væsentligst udgik fra skuespillermiljøer. Omkring 1970 genopdagede grupper af især skuespillere og sportsfolk artisteriet som en udtryksmulighed, og i løbet af 1970'erne og 1980'erne opstod der således en lang række ensembler (fx Cirque Bonjour 1971, Cirque Bidon 1975 og Cirque Aligre 1984), der dyrkede en moderniseret udgave af cirkusformatet med elementer af gøgl og gadeteater og med inspiration fra sportsverdenen, samt et vist mål af politisk engagement som forestillingernes udgangspunkt. 

Samtidig begyndte i Frankrig en fornyet almen interesse for cirkus, der med tiden på initiativ af daværende kulturminister Jacques Lang medførte åbningen af egentlige, statslige cirkusskoler. Dermed blev cirkus som et fænomen, hvori man skulle være født ind i en cirkusfamilie for at se artistvirksomhed som en naturlig levevej, afløst af en vis standardisering og modernisering. 

I løbet af 1980'erne blev kontrasten til det klassiske cirkus åbenlys, og ensemblerne begyndte samtidig at se sig selv som et alternativ hertil, snarere end som del af teaterlivet. De fleste af grupperne opløstes dog eller videreførtes under nye navne, nu som en type cirkus med egne karaktertræk såsom Archaos 1986, der kendetegnedes ved et råt, ofte larmende udtryk med brug af fx motorsave. 

Bevægelsen havde fortsat mest udbredelse i Frankrig, men bredte sig i 1980'erne og 1990'erne til andre lande, bl.a. Canada, der i forvejen har en stor cirkustradition. Her grundlagdes i 1984 Cirque du Soleil, der i dag står som en mere kommerciel eksponent for genren. 

I 1990'erne konsolideredes Nycirkus som et krydsfelt mellem cirkus, teater og performance, og en række ensembler turnerede i hele Europa og resten af verden. I 1995 grundlagde den da kun 22-årige Tilde Björfors det svenske Cirkus Cirkör i Stockholm, som i dag stadig er Nordens eneste egentlige Nycirkus. 

Det er et stort og ambitiøst projekt med cirkusskole og en række andre aktiviteter bl.a. af socialt tilsnit, og som bl.a. leverede underholdningen til Nobelpris-festen i 2002. Nycirkus-forestillinger kan tage sig uhyre forskelligt ud og spænder fra det helt stilfærdigt poetiske som hos Cirque Invisible 1980, der ledes af Charlie Chaplins datter Victoria Chaplin og hendes mand Jean-Baptiste Thierrée, til det storslåede Cirque du Soleil. 

Fælles er dog fem grundtræk, der kan ses som resultatet af den reaktion på klassisk cirkus, der er en del af genrens historie. Først er der et moralsk begrundet fravær af dressur af vilde dyr; i stedet ses ofte ironiske numre, hvor almindelige husdyr eller mennesker indtager den dresseredes position. 

Dernæst er der en stadigt fortløbende udforskning af selve cirkusformatet, der af visse forskere ses uløseligt knyttet til teltet og manegen, og som afføder stadig nye fremtrædelsesformer. 

Som det tredje arbejdes der med en ny dramaturgi, hvor forestillingen ikke former sig som en strøm af højdepunkter, men tværtimod knyttes sammen i et flow, der styres af et overordnet koncept. 

Som det fjerde er genren i stigende grad præget af en hybridform, hvor stort set alle kunstformer, arkitektektur eller opfindelser af naturvidenskabelige karakter tages i brug. 

Sidst betones den æstetiske mangfoldighed i modsætning til det klassiske cirkus’ konventionsbundne fremtrædelsesformer. Nycirkus udgør dermed på en gang en refleksionsramme for det klassiske cirkus og en mulighed for at se de klassiske artistfærdigheder i en nutidig æstetisk og etisk kontekst, ligesom genren er blevet et inspirations- og frirum af alle slags. 

2004-07 gennemførte Københavns Internationale Teater en Nycirkus-festival som udviklingsprojekt.

Se bare... nu ved du alt om cirkus's historie ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar