torsdag den 11. juni 2009

Feng Shui guirlande


I Feng Shui taler man om Chi (energi) – det findes i alt; mennesker, dyr, naturen og alle de ting, der omgiver os. Vi kan hverken se eller måle energi, men vi kan mærke den. I nogle rum er energien tung og stillestående – vi bliver trætte & drænede ved at opholde os der. I andre rum er energien høj, hvilket bevirker, at vi har svært ved at slappe af og falde til ro.

Vores Feng Shui led er ikke rigtig feng shui – da de er lavet af plastik, men farverne kan give dig energioplevelse – der kan få smilet frem, og det er af lige så stor betydning.

Guirlande er en betegnelse for en kæde af udsmykninger af forskellig art. Oprindelig var det et bånd med hængende udsmykninger blomster, blade eller frugter. Vores Feng Shui gurilande er med plastik dyr, perler og sjove ting. Sjæl ideen og kig i dine skuffer, æsker og krukker, der ligger helt sikker noget smukt som du vil blive glad for at se hænge i din egen Feng Shui guirlande


torsdag den 4. juni 2009

Sankt Hans


Gamle ritualer i forbindelse med sankthansaften

Sankthans eller midsommer har uden tvivl været den vigtigste af midsommerens fester i Norden med spil, dans og drikke.

Tidligere var det opfattelsen, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter – både onde og gode. Alle urter og kilder var særligt hellige, og det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på denne aften. Til sankthans var mange hellige kilders magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden, som startede ved Skt. Hans og sluttede på Frue Dag, 2. juli. Der var i nogle egne af landet tradition for at gå til hellige træer i denne tid, og der blev bl.a. på Lolland-Falster flettet blomsterkranse, som skulle hænges op i hellige træer.

På bålet er der traditionelt placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen sankthansaften og -nat. Nogle mener at både bål og heks er en ny tradition, som stammer fra tyske håndværkere, der i 1860'erne besøgte Kalundborg, men Joachim Junges bog Den nordsjællandske Landalmues Characteer, Skikke, Meninger og Sprog fra 1798 nævner, at i det mindste blus var udbredt på den tid. 


Der har ganske vist fundet hekseafbrændinger sted i dansk historie, men de er altså ikke forbundet med de traditionelle midsommerfestritualer, selv om de bønder, der afbrændte bål på denne aften, troede på hekse. Formålet med bålet var at skræmme hekse og onde ånder væk, frem for at brænde dem af.

torsdag den 28. maj 2009

Strik & Støt


Dette er din mulighed for at få ryddet op i gemmerne, hjælpe andre og måske endda lære dine børn eller børnebørn at strikke. En hyggeaften med veninderne til snak og strik eller blot til hygge i sofaen alene. Alle klude er velkomne og uden kulde ville der jo ej kunne blive udviklet en Strik & Støt Kollektion.

Vi takker for de allerede indsendte klude og garnnøgler, de første jakker er nu ved at være færdige og vil blive præsenteret på vores stand på udstillingen "Mit hjem er mit slot". På standen kan der ligeledes afleveres klude og garnnøgler - vi glæder os til at se dig :)

Læs mere om vores projekt her >>

torsdag den 21. maj 2009

Mors dag - 10 maj.


Mors dag er dagen, hvor mor forkæles lidt ud over det sædvanlige. Det kan være lige fra dejlig morgenmad på sengen, få lov at sove længe, få smukke mark blomster, et ekstra langt kram, en fantastisk flot tegning eller et hjemmelavet lys. Husk at det er tanken der tæller :)

Mors dag

Mors dag afholdes i Danmark den anden søndag i maj. Dagen blev opfundet i USA i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var tanken at dagen også skulle være en dag for fred.

Anna Jarvis (1864-1948) fik udbredt kendskabet til dagen, i første omgang for at ære sin egen mor Anna. Moderen Anna Marie Reeves Jarvis arbejdede bl.a. for at forbedre de sanitære forhold og mindske børnedødeligheden, men efterhånden også for generelt at ære alle mødres arbejde. Hun fik indført at dagen skulle afholdes den første søndag i maj og skikken bredte sig hurtigt. Dagen er blevet holdt i hævd som en officiel helligdag i USA siden 1914.

Historie
Før Julia Ward Howe opfandt mors dag i USA fandtes der en gammel tradition i England med en lidt anden udgave af mors dag. Siden 1600-tallet har børn og unge hver fjerde søndag i fasten traditionelt fået fri fra tjenestestedet for at besøge deres mor. Dagen blev kaldt Mothering Sunday. I Nordengland og Skotland blev dagen kaldt Carling Sunday, da en speciel slags pandekager (carlings) normalt blev serveret. Andre traditionelle lækkerier blev serveret andre steder i landet på dagen - f.eks. en plumkage med rosiner og frugt eller sød og krydret hvedegrød kogt på sødmælk.

Mothering Sunday var dog ved langsomt at dø ud, da dagen blev genoplivet med inspiration fra den nye amerikanske tradition. Dagens afholdes stadig den fjerde søndag i fasten, men kaldes nu Mothers Day.

Anna Jarvis forsøgte at introducere den hvide nellike som symbol på mors dag. Nelliken skulle symbolisere mødrenes dyder: renhed, trofasthed, ærbarhed, barmhjertighed, kærlighed og skønhed. Ideen blev videreudviklet, så folk med levende mødre bar røde nelliker, mens folk, hvis mødre var døde bar hvide nelliker. Traditionen var ikke tiltænkt at være kommerciel, men da nelliken blev symbol på mors dag fik blomsterhandlende en fremtrædende rolle i traditionen omkring mors dag.

Mors dag i Danmark
Mors dag kom til Danmark i 1929 med rigsdagsbetjent Christian Svenningsen (1896 - 1979). Han havde kæmpet som soldat i USA's hær under 1. verdenskrig og hørte da om den nye tradition fra soldaterkammeraterne. Han bragte ideen til Danmark og krydrede traditionen med sin egen ide til arrangementer indenfor foreningen De Allieredes Danske Vaabenfæller til pengeindsamling til fordel for krigsenker og mødre, der havde mistet en søn. Senere gik pengene til Mødrehjælpen.

Ud over blomsterhandlendes udbud af mors dag-buketter og kort produceres der i Danmark også hos porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl, i nu mere end 40 år, mors dag-platter beregnet til samlere.

   

torsdag den 14. maj 2009

Skønne Bogstaver


Vi lancerede bogstaverne for et år siden og det siden været utroligt sjovt at se hvor kreative vores kunder er. Alle aldre har købt bogstaverne, lige fra barnets navn i dåbsgave, kærestepars initialer, sjove ord til køkkenhylden, velkomsthilsen i entreen, familiens initialer til kontoret, som hygge i mormors fortryllende børnehjørne... ja mulighederne er mange.

Igen har vi fået fyldt hylderne op med de dekorative bogstaver fra Design Ideas, der ikke bare pynter på ungernes værelser, men også gør stavning til en sand leg.

se alle bogstaver her >>

torsdag den 7. maj 2009

Morgen smoothie



fortryllende morgen smoothies - energibomber

Banan smoothie
nok til 2 personer

2 modne bananer
200 ml fedtfattig yoghurt naturel
125 ml skummemælk
½ tsk. vaniljeessens

Kom banan, yoghurt, mælk og vaniljeessens i blenderen og lad den køre, til blandingen er jævn. Skal serveres og nydes med det samme.

En skøn opkvikker
nok til 4 personer

400 gram friske grape og appelsinstykker
4 spsk. citronsaft
3 spsk. lime saft
425 ml kold appelsinsaft

Kom alle ingredienserne i blenderen og blend til blandingen er jævn og lækker. Hæld op i kolde glas og server med det samme

Bærsmoothie
nok til 2 personer

175 gram blåbær
150 ml tranebærsaft
150 ml yoghurt naturel
evt. klar honning

Kom blåbær og tranebærsaft i en blender og lad den køre 1-2 minutter, til blandingen er jævn. Tilsæt yoghurten og blend det hurtigt sammen. Smag til med honning efter behov, hvis du ønsker din smoothie sødere. Blend kort igen, til ingredienserne er godt sammen blandet. Hæld den skønne drik op i afkølede glas med sugerør og server - nam nam

Vandmelon smoothie
nok til 2 personer

1 stykke vandmelon ca. 600 gram
2 små bananer
225 ml kokoscreme

Fjerne kernerne fra vandmelonen og smid dem ud. Skær derefter kødet fri af skallen og skær det i små stykker. Skræl bananerne og skær ligeledes disse ud. Kom alle ingredienserne i blenderen og lad den køre til hele blandingen er fin jævn og lækker, hæld op i kolde glas og server med det samme - nam nam

Mandel smoothie
nok til 3-4 personer

125 gram smuttede mandler
600 ml laktosefri mælk
2 modne bananer
1 tsk vaniljeessens
stødt kanel til pynt

Kom mandler i en blender og lad den kære til de er meget finthakkede. Tilsæt mælk, bananer og vaniljeessens og blend til blandingen er jævn og lækker cremet. Hæld op i kolde glas, drys med lidt kanel og server med det samme.

Frugthave smoothie
nok til 2 personer

1 moden pære
1 æble
2 store mørke blommer
4 modne svesker
200 ml vand

Start med at skrælle pære og æble og fjerne kernehus og skær dem i både som halveres. Udsten og halver blommerne og sveskerne. Kom vand, pære, æble, blommer og svesker i en gryde. Læg låg på, bring langsom blandingen i kog. Frugternes korte kogning blødgør blot smagen og lader sveskernes og blommernes farve trænge ind i æblerne og pærerne. Sluk for varmen og lad blandingen køle langsomt af. Sæt den til køling et koldt sted. Hæld frugtblandingen med vand op i en blender og lad den køre, til det er jævnt og lækkert. Hæld op i kolde glas og ser den smukke smoothie med det samme.

velbekomme

torsdag den 23. april 2009

Varme hveder



Varme hveder er oprindeligt ikke nogen religiøs tradition. Det er nærmere en praktisk foranstaltning, og hvederne burde først varmes og nydes på selve store bededag – hvis traditionen skulle følges. 


Arbejdsfri dag for bagerne

Skikken med varme hveder stammer nemlig fra den tid, da store bededag var arbejdsfri bede- og bodsdag.

Når kirkernes klokker ringede, betød det, at alle skulle holde fri og al handel skulle ophøre. Samtidig skulle alle afholde sig fra arbejde, rejser, leg og spil.

Også bagerne skulle holde fri og kunne derfor ikke bage brød. I stedet bagte de hvedetvebakker dagen før, så folk kunne købe dem dagen inden store bededag og varme dem på selve dagen.
En kombinationsdag
I dag er store bededag primært kendt som en fridag for alle, som indledes ved at spise varme hveder aftenen før. Oprindeligt var store bededag blot en ud af mange dage, hvor fromme borgere fastede og præster prædikede.

Dagen blev lovfæstet i 1686 af kong Christian V og indført af biskop Hans Bagger fra Roskilde. De slog flere helligdage sammen til en stor bede- og bodsdag, der faldt den fjerde fredag efter påske. Før 1686 blev der holdt en række fester, hvor man drog rundt i sognet med et kors. Det er disse såkaldte "gangdage", der siden er blevet ændret til store bededag.
Store bededag overlevede

I 1686, da store bededag blev lovfæstet, var der mange andre helligdage, blandt andet helligtrekongersdag, 3. juledag, kyndelmissedag, sankt hans dag samt mortens og mikkelsdag.

Ved en stor reform i 1770 blev alle disse, og flere, afskaffet på opfordring af kong Christian VII's livlæge Struense. Selvom halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, overlevede store bededag dog og bliver den dag i dag stadig fejret med gudstjenester rundt om i landets kirker. Det er også en stor konfirmationsdag