lørdag den 20. marts 2010
Sommertid
Den sidste søndag i marts går vi over til sommertid, så vi udnytter de lyse timer om morgnen og på den måde gør dagene længere. Uret skal stilles en time frem - på samme måde som du sætter havemøblerne frem, når det bliver sommervejr.
Når sommeren ender, skal havemøblerne tilbage, og det gælder også uret - der skal stilles en time tilbage. Men nu skal vi først nyde en velfortjent sommer :)
Etiketter:
sommertid
søndag den 14. marts 2010
Blinis
I Rusland er blinis den mest anvendte ret til en af de største fester, Masljanitza, en fest til ære for vinterens afslutning der fejres i en hel uge med særlige regler; angreb med snebolde, invitation af venner og familie hvor blinis spises - en sød tradition som Phistermedister nu tager op.
Russiske pandekager - Blinis
350 g hvedemel
125 g boghvedemel
20 g gær
3 dl mælk
3 æg
50 g smør
1 spsk. olie
salt
Gæren røres i den lune mælk. Melet røres i til man har en tyk og jævn pandekage-dej. Dæk med et viskestykke og lad den stå et par timer et lunt sted. Derefter tilsættes æggeblommer — salt og olie. Æggehviderne piskes stive og røres forsigtig i dejen. Lad det stå en halv time.
Pandekagerne bages i en lille pande — max 12 cm. i diameter. (eller flere på en stor pande med forsigtighed) Eller på en Blinis-pande, hvis du har en sådan. De skal være tykke - en centimeter. Kan godt laves i forvejen og varmes op i oven ved 100 grader i et smurt fad
Server dem med creme fraiche med lidt hakket rødløg. Kaviar, stenbiderrogn og røget laks er også lækkert på en blinis. En skøn forret som også ungerne vil elske.
velbekomme :)
Har du en super skøn opskrift så send den gerne til os - så alle andre prinser og prinsesser og deres venner kan blive glade i maven.
Etiketter:
opskrift
søndag den 7. marts 2010
Nicolas klumme
Din hjælp gør det svært for dit barn
Sidst da jeg holdt foredrag, var der en journalist fra voresbørn.dk til stede. Hun var kommet som helt almindelig mor, og var blevet så inspireret eller så skræmt, at hun næste dag ringede til mig for at høre, om hun måtte interviewe mig til en artikel.
Den artikel gav hun den fængende overskrift, som jeg har valgt at bruge som overskrift for denne måneds klumme. Det viser sig siden, at artiklen har floreret i 24timer, eb.dk, dr.dk og endda på tryk i Søndagsavisen i visse regioner.
Det er jo fantastisk! Jo flere forældre jeg kan viderebringe mit budskab om, at børn kan selv, hvis de får lov, jo flere selvhjulpne, selvstændige børn kommer der ud af det. Hvis forældrene vælger at gøre noget, vel at mærke. Artiklen handler i bund og grund om følgende:
Vi er som forældre sjældent i tvivl, når vores barn gerne vil prøve noget selv. Det kan være at kravle op på en stol, selv tage strømper på osv. Desværre er vi lidt for ofte nødt til at tage over og "hjælpe" eller gøre det for barnet pga. tidsmangel eller lignende.
Når vi vælger at overse barnets signaler, giver vi faktisk udtryk for, at det her er barnet ikke dygtig nok til, og at det går meget hurtigere, hvis vi gør det. Og det gør vi gang på gang på gang...
Det er rigtig ærgerligt, for netop på det tidspunkt hvor barnet viser os, at det har lyst, er netop der, hvor det er rigtig motiveret og har sit fokus. Hvis vi kunne finde ud af at tage os tid på de rette tidspunkter, ville det gå rigtig stærkt for barnet at lære det nye.
Så mit råd denne gang er, når du opdager, at du er lige ved at hjælpe dit barn så find ud af
· om barnet har bedt om hjælp
· om du har tid til at lade barnet prøve selv
· hvad er det værste der kan ske, hvis du ikke tager over
· hvad det mon betyder for barnet, når det selv har klaret det
Det er ofte meget lidt, der skal til, for at et barn lærer, det som det sætter sig for.
Etiketter:
bliv klogere,
dine børn,
klumme,
lyt til dine børn,
Nicola Mørk Hagen,
smil
fredag den 26. februar 2010
Indretnings tips
Får du lyst til nye farver og mønstre i din bolig, så prøv at lege med tapeter. Du behøver ikke at tapetsere alle væggene i et rum, prøv i stedet at bruge tapeterne som effekter eller på boligtilbehør, der hurtigt kan skiftes ud.
Hvis du ikke ønsker at tapetsere en hel væg, kan du lave tapetbilleder. Du kan selv lave spændende malerier af tapet. Vælg forskellige tapeter, og vær ikke bange for, om du bliver træt af sammensætningen - du kan jo nemt skifte dem ud.
Forhør dig hos din farvehandler eller i forskellige indretningsbutikker, om de sælger bøger med tapetprøver fra sidste sæsons kollektioner.
En meget billig løsning kan være en postkort væg. På de fleste caféer hænger der stativer med gratis postkort - vælg dem som du finder flotte, sjove eller dem som er i den farve som du ønsker i dit hjem. Sæt postkortene op med klistermasse også kaldet "elefantsnot". På denne måde kan du skabe dit helt eget kunstværk - som nemt kan skiftes ud når du finder nye kort til din samling.
fredag den 19. februar 2010
Varm chokolade
opskrift på - verdens bedste varm chokolade
Efter en skøn gåtur med røde kinder, er der ikke noget bedre end varm chokolade inde i varmen. Og er du i det romantiske humør, kan du lave hjerter med pynt i flødeskummen...
Skal I nyde varm chokolade, så skal det selvfølgelig være en hjemmelavet af super kvalitet - og smagt til med vanilje og kanel... nam nam
1 liter sødmælk
rørsukker efter smag
1/2 stang polynesisk vanilje
1 stang ceylon-kanel
100 g Manjari chokolade
1/4 l fløde pisket til flødeskum
Varm mælken op i en tykbundet gryde sammen med sukker, vanilje og kanelstang. Hak imens chokoladen på et bræt med en skarp savtakket kniv og kom den over i en stor røreskål. Hæld den varme mælk over chokoladen lidt efter lidt, men du pisker chokoladen ud i mælken. Hæld det hele tilbage i gryden. Nu må chokoladen ikke koge, kun lige holdes lun i den varme gryde. Hældes på en opvarmet kande med god hældetud og serveres straks
Velbekomme :)
Har du en super skøn opskrift så send den gerne til os - så alle andre prinser og prinsesser og deres venner kan blive glade i maven.
Etiketter:
opskrift
søndag den 14. februar 2010
Valentins dag
Sct. Valentin opfattes almindeligvis som skytshelgen for ikke mindst kærestefolk. Èn beretning om ham - fra 1493 - fortæller, at han var en kristen præst i Rom på Claudius den Andens tid. Valentin blev arresteret, da han trodsede kejserens forbud mod at vie soldater, der ikke måtte gifte sig - en god soldat var én uden kone og børn.
Mens han ventede på henrettelsen, helbredte han fangevogterens blinde datter, så hun blev seende igen. Det var til hende, at Valentin kort inden henrettelsen - den 14. februar 269 efter Kristus fødsel - skrev en sødmefuld hilsen underskrevet med de berømte ord "Din Valentin". Derfor står der "Din Valentin" og "Min Valentin" på de røde hjertekort. Og derfor er det netop romantikken og kærligheden, der fejres på Valentins Dag. Men det er først ti dage senere - på skuddag den 24. februar - pigerne må fri!
Men husk - at kysse er ganske gratis - så vær ikke "fedtet" med kyssene på Valentins dag. Og du kan jo også nøjes med at sende et læbestift kys i et brev eller bage en valentins småkage :)
Etiketter:
kindkys,
kys,
Valentinsdag
søndag den 7. februar 2010
Nicolas klumme
Nu skal vi altså hjem...
I dag fik jeg dette spørgsmål stillet af en anden mor ovre i institutionen: "Så du er blevet støttepædagog her for noget tid, eller hvad?"
Så grinede jeg og svarede, at jeg såmænd bare havde taget både støvler og jakke af, fordi jeg altid bliver så sur og utålmodig, når jeg bliver varm.
Det gik nemlig op for mig forleden, at jeg af en eller anden uforklarlig grund har så travlt med at komme hjem med børnene. Den dag havde jeg stået ved lågen ved børnehaven og kaldt på mine børn. Nu skulle de altså se at komme, så vi kunne komme hjem.
Og da vi kom hjem og havde over en time, før vi skulle starte på aftensmaden, sad jeg og kedede mig og vidste ikke hvordan, jeg skulle underholde mine børn. Der spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg mon havde så travlt med at komme hjem? Jeg havde ikke alene skyndet på dem; jeg havde også forstyrret en rigtig god leg, de havde fundet på ude på legepladsen. Mine børn var frivilligt ude i sneen i det rigtige tøj og de legede sammen.
Siden den dag, har jeg taget overtøjet af og bare hængt ud med ungerne i institutionen. De er alligevel sjældent færdige med at lege, når jeg kommer. Og samtidig elsker de at dele noget af deres hverdag med mig. Og ja, det kan godt trække ud, og vi lukker efterhånden institutionen sammen med pædagogerne. Men det kan kraftigt anbefales, for når vi så endelig er hjemme, har de fået opfyldt deres behov for opmærksomhed fra mig, og der er ro og fred i hjemmet under madlavningen.
Etiketter:
bliv klogere,
dine børn,
klumme,
lyt til dine børn,
Nicola Mørk Hagen,
smil
Abonner på:
Opslag (Atom)