Nu skal vi altså hjem...
I dag fik jeg dette spørgsmål stillet af en anden mor ovre i institutionen: "Så du er blevet støttepædagog her for noget tid, eller hvad?"
Så grinede jeg og svarede, at jeg såmænd bare havde taget både støvler og jakke af, fordi jeg altid bliver så sur og utålmodig, når jeg bliver varm.
Det gik nemlig op for mig forleden, at jeg af en eller anden uforklarlig grund har så travlt med at komme hjem med børnene. Den dag havde jeg stået ved lågen ved børnehaven og kaldt på mine børn. Nu skulle de altså se at komme, så vi kunne komme hjem.
Og da vi kom hjem og havde over en time, før vi skulle starte på aftensmaden, sad jeg og kedede mig og vidste ikke hvordan, jeg skulle underholde mine børn. Der spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg mon havde så travlt med at komme hjem? Jeg havde ikke alene skyndet på dem; jeg havde også forstyrret en rigtig god leg, de havde fundet på ude på legepladsen. Mine børn var frivilligt ude i sneen i det rigtige tøj og de legede sammen.
Siden den dag, har jeg taget overtøjet af og bare hængt ud med ungerne i institutionen. De er alligevel sjældent færdige med at lege, når jeg kommer. Og samtidig elsker de at dele noget af deres hverdag med mig. Og ja, det kan godt trække ud, og vi lukker efterhånden institutionen sammen med pædagogerne. Men det kan kraftigt anbefales, for når vi så endelig er hjemme, har de fået opfyldt deres behov for opmærksomhed fra mig, og der er ro og fred i hjemmet under madlavningen.
